Stjernespækket hold: Legendarisk revy vender tilbage til Aarhus

Når foråret endelig banker på, slår den nye udgave af Aarhus Revyen – Smilets Revy for tredje gang dørene op til en musikalsk og underholdende aften i Hermans i Tivoli Friheden, efter at revyen genopstod i 2023.
Revyen vender stærkt tilbage i år efter sidste års anmelderroste succes. Det spritnye sprudlende revy-show garanterer både kærlige satiriske svirp, gode grin og masser af musik og kan opleves fra den 2. april til og med 10. maj 2025.
Det skriver Aarhus Revyen i en pressemeddelelse.
Igen i år står Danmarks ukronede revypar, Mikkel Schrøder og Christine Astrid, bag den nye Aarhus Revy. Parret har været de kreative kræfter bag Aarhus Revyen siden 2023, hvor de gav den traditionsrige revy et helt nyt liv.
“Vi undrede os over, at Danmarks andenstørste by og tidligere kulturhovedstad ikke havde en aktiv revy. Det har den så fået nu.
AARHUS REVYEN har på to år slået sig fast som en ny og moderne revy, der uden at forlade traditionerne lykkes med at pege fremad og sætte et højt musikalsk niveau.
En tradition defineres af en lykkelig og genkendelig gentagelse, og vi glæder os til, at AARHUS REVYEN igen skal vise sig som en musikalsk, skarp og satirisk revy med plads til tradition og vokseværk,” fortæller Mikkel Schrøder i en pressemeddelelse.
Stjernestøv både på og bag scenen
Parret står også bag Danmarks ældste revy, Rottefælde Revyen i Svendborg, som sidste år modtog hovedprisen for Årets Revy ved Revyernes Revy.
Med en perfekt balance mellem tradition og fornyelse fører de den aarhusianske revyarv videre – en arv, der har fået publikum til at grine og synge med siden 1970’erne, hvor Aarhus Revyen første gang huserede.
Foruden at være hjernerne bag showet, står både Mikkel Schrøder og Christine Astrid også på Hermans skrå brædder – i år sammen med Szhirley, Troels Malling, Lone Rødbroe og Carsten Svendsen.
Multitalentet Szhirley har i de sidste 25 år medvirket i store musicalproduktioner, revyer, spillefilm, tv-serier, udgivet albums og stiftede i 2016 sit eget smykkefirma. Med sig på scenen har hun skuespiller og komiker Troels Malling, der i år har sin debut i AARHUS REVYEN. Han har medvirket i en lang række film, tv-serier og revyer og er især kendt fra tv-programmer som Krysters Kartel og Live fra Bremen.
Carsten Svendsen er en rutineret skuespiller på landets skrå brædder og startede i 2017 sin revykarriere, hvor han samme år blev kåret som ‘Årets Revytalent’.
Som prikken over i’et på årets revy-hold ses en af Danmarks sjoveste revykvinder – aarhusianske Lone Rødbroe, der tidligere har medvirket i adskillige revyer, teaterforestillinger og tv-produktioner.
For iscenesættelsen står instruktør Birgitte Næss-Schmidt, der med over 35 års erfaring har sat sit præg på utallige forestillinger. Hun har tidligere instrueret en række revyer, herunder Aarhus Revyen 2023 og 2024 samt store forestillinger på blandt andet Aveny-T, Folketeatret og Det Kongelige Teater. I 2022 stod hun for iscenesættelsen af Årets Reumert.
Koreografien er i år i hænderne på skuespiller og medejer af Aarhus Revyen Christine Astrid, der med sin store erfaring og kreative tilgang løfter revyens musikalske numre til nye højder.
Den musikalske ledelse er endnu en gang lagt i hænderne på kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss. Rasmus er en erfaren kapelmester, musiker og arrangør, uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Han har arbejdet tæt sammen med Mikkel Schrøder, siden de mødte hinanden på Pejseshow i 2012, hvor Rasmus var kapelmester frem til 2021.
Læs mere og find billetter her.
Hvad: Aarhus Revyen vender tilbage
Hvor: Hermans Tivoli Friheden
Hvornår: 2. april til og med 10. maj 2025