Stort ophørsudsalg i Aldi: Spar op til 70% på næsten alle varer

Tilbage i december meddelte discountgiganten Aldi, at de i 2023 trækker sig fra det danske marked.
Mens mange butikker overgår til Rema 1000 i løbet af foråret og sommeren, vil andre butikker lukke allerede fra januar og februar.
I Aarhus gælder det for Aldi på henholdsvis Grønnegade 57 og Stenvej 1-3, der begge har sidste åbningsdag torsdag den 9. februar 2023.
I den forbindelse vil der være stort ophørsudsalg i begge butikker fra i morgen fredag d. 3. februar.
Det skriver Aldi i en pressemeddelelse.
Shop dagligvarer til vilde priser
De første tre dage er alle varer, undtagen pant, tobak, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin, magasiner og aviser, nedsat med 30%.
Dag fire og fem sættes alt ned med 50%, og de sidste to dage er der 70% at spare på alle varer i butikken pånær ovenstående.
Den rabatterede pris vil ikke fremgå af varene, men fratrækkes ved kassen.
Ophørsudsalget gælder, så længe der er varer i butikken. Det betyder også, at skulle alt være udsolgt inden den planlagte lukkedag, lukker butikken tidligere.
De varer, du køber under ophørsudsalget, kan ikke returneres.
Vær opmærksom på, at tilbud fra ugens tilbudsavis ikke gælder i butikker med ophørsudsalg.