50 mio. kr. til mere natur: Nordea-Fonden leder efter de gode idéer i Aarhus
“Pengene har vi. Hvordan ser det ud med idéerne, Aarhus?”
Sådan lyder spørgsmålet fra Nordea-fonden op til et åbent dialogmøde i Aarhus 12. oktober, hvor alle aarhusianere med idéer til grønne åndehuller i byerne er inviteret.
Med Her gror vi-puljen øremærker Nordea-fonden nemlig 50 mio. kr. til initiativer, der flytter naturen ind i byerne over hele Danmark og skaber grønne og blå samlingssteder. F.eks. vandlegepladser, byhaver og lommeparker.
Foreninger kan få op til 1 mio. kr. til at realisere deres idé
Alle interesserede foreninger inviteres i Bylivshuset Domen, Inge Lehmanns Gade 22, 12. oktober kl. 16.30 – 19.00. Her hjælper Nordea-fonden med at udvikle på idéerne, men man kan også komme for bare at lytte og suge til sig.
”På idémøderne giver vi personlig sparring på alle idéer, så deltagerne forhåbentlig går hjem med endnu flere idéer til, hvordan de kan folde netop deres fællesskaber ud,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Der er et begrænset antal pladser til hvert møde, og tilmelding foregår først til mølle på Nordea-fondens hjemmeside.
Dialogmøde 12. oktober kl. 16.30-19.00: Bylivshuset Domen, Inge Lehmanns Gade 22.
Program
16.00 Dørene åbner
16.00-16.30 Ankomst og registrering
16.30 Velkomst
16.40 Information om Her gror vi-puljen
17.00-18.30 Sparring på projektidé fra fonden
Inspiration til bæredygtighed i projekter
Netværk med andre foreninger
18.30-19.00 Let forplejning og drikke
19.00 Tak for i aften
Fakta om Nordea-fondens Her gror vi-pulje
- Puljen kan søges fra 7. september 2022 med to ansøgningsfrister: 16. november 2022 og 22. februar 2023. Ansøgerne får svar i hhv. marts og juni 2023.
- Puljen er på 50 mio. kr. Der kan søges fra 200.000 kr. til 1 mio. kr. pr. projekt.
- Der kan søges om støtte til almennyttige projekter, som styrker det gode liv i byen og muligheden for at mødes udenfor i nære, grønne og blå fællesskaber. Både aktiviteter og faciliteter støttes.
- Alle almennyttige organisationer kan søge puljen. Dvs. foreninger samt selvejende- og offentlige institutioner. Fonden støtter ikke enkeltpersoners individuelle projekter eller private erhvervsvirksomheder.
- Egentlige bysamfund med mere end 200 indbyggere kan søge; herunder også forstæder, bydele og storbykvarterer.