Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhus tæller ned til Europæisk Kulturhovedstad 2017

Af anders@sommersangdigital.dk

Kongelige skuespillere, magisk ballet, gentænkte hits, unikke kunstprojekter og en særlig åbning for børn og unge. Med præcis et år til den officielle åbning 21. januar 2017 har Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 i dag offentliggjort en række højdepunkter fra næste års program. Endelig vil nogen nok sige, men bedre sent end aldrig. Under temaet Gentænk kan publikum i 2017 se frem til et år med en bred vifte af kunst i verdensklasse og medrivende kultur-projekter udviklet i tæt samarbejde mellem danske og udenlandske kunstnere.

 

Ikke kun Aarhus

Vi vil være kulturhovedstad for hele Europa i 2017, og vi ønsker at tage publikum med på en rejse gennem Danmarks uforlignelige, kulturelle rigdom. Samtidig giver Aarhus 2017 muligheden for at involvere kunstnere og kreative ildsjæle fra hele verden. Det bliver spektakulært,” lover Rebecca Matthews, administrerende direktør for Den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017.

 

Vikinger og ballet

Programmet i 2017 byder blandt andet på et unikt samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017. Det sker med den storslåede, udendørs forestilling om vikingen Røde Orm, der kommer til at foregå i en fantastisk kulisse på og rundt om Moesgaards græstag. Forestillingen er en bearbejdning af den svenske forfatter Frans G. Bengtssons klassiske roman af samme navn, og undervejs følger vi hovedpersonen Orm på hans rejser rundt i et Europa under hastig forandring.

 

Røde Orm på taget af Moesgaard

Vi håber, at publikum vil tabe næse og mund i forbløffelse over, hvor medrivende det bliver, og hvor fantastiske skuespillere vi har i dette land, siger Morten Hesseldahl, direktør for Det Kongelige Teater om opsætningen af Røde Orm, som bliver en af de største udendørs forestillinger, vi har set i Danmark. Røde Orm bliver opført på taget af Moesgaard Museum 29 gange. Der bliver plads til 3500 siddende publikummer pr. aften. Forestillingen har premiere 24. maj 2017 og spiller til og med 1.juli. I 2017 præsenterer Musikhuset i Aarhus og Aarhus 2017 den anmelderroste, moderne ballet Tree of Codes, som gentænker den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers bog af samme navn.

 

Pariseroperaens Ballet og Olafur

Solodansere og dansere fra Pariseroperaens Ballet vil sammen med Company Wayne McGregor opføre balletten i en scenografi skabt af den dansk-islandske, visuelle kunstner Olafur Eliasson til musik komponeret af Jamie xx. Til trods for at vi arbejder med hver vores felt, opstod der meget hurtigt en dialog mellem os. Et fællesskab omkring det, vi ville opnå sammen. For mig var det vigtigt, at vi fik skabt noget af stor kunstnerisk dybde samtidig med, at det er tilgængeligt for et bredt publikum, siger Olafur Eliasson om processen med at udvikle balletten, der havde premiere i Manchester i juli 2015 og kommer til Aarhus i april 2017. Forestillingen besøger Aarhus takket være et samarbejde mellem Aarhus 2017 og Manchester International Festival.

 

Fire kilometer kunstzone og underjordiske udstillinger

I sommeren 2017 vil et stort internationalt kunstprojekt, THE GARDEN, udfolde sig i en zone på mere end fire kilometer fra Aarhus centrum til Aarhus Bugten. THE GARDEN er kunstmuseet ARoS’ bidrag til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Projektet fokuserer på de dramatiske forandringer i forholdet mellem menneske og natur de seneste 400 år. ”THE GARDEN er en ekstraordinær kunstoplevelse, der skal skabe begejstring for kunst og udfordre publikums forestillinger om kunst og natur. THE GARDEN har et stærkt fokus på at skabe noget nyt og vil blandt andet stimulere de kreative miljøer i Aarhus – ikke bare i 2017, men også i årene derefter, ” siger Erlend G. Høyersten, museumsdirektør, ARoS.

 

Den Gamle By og en samlet fortælling om Aarhus

Med den storslåede, underjordiske udstilling Aarhus præsenterer Den Gamle By for første gang en samlet fortælling om Aarhus – fra byen opstod i vikingetiden til et kig ind i fremtiden. I et helt nyt og 700 kvadratmeter stort udstillingsdesign møder vi vikingerne og deres by Aros. Vi besøger middelalderens domkirkeby med de mægtige biskopper og den – for tiden – kolossale nye Domkirke rejst i sten. Vi oplever handels- og dagliglivet i 1600- og 1700-tallets købstad Aarhus, og vi følger historien frem til den store vækst fra 1850 og hundrede år frem. En vækst, der efterfølgende var med til at gøre Aarhus til landets næststørste by med industri, jenbane, havneudvidelser, fjernhandel og universitet.

 

Med Aarhus fortæller får vi for første gang en stor samlet udstilling om byen fra vikingetiden og helt frem til byens kommende udvikling. Samtidig er udstillingen en permanent opgradering af vores udstilling, og den vil også efter kulturbyåret være med til at give vores besøgende mulighed for at reflektere over, hvad Aarhus er, og hvilken historie hver enkelt selv er rundet af, ” siger overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By.

 

Magisk musical, opera for unge og the Big Bang

Tre af filminstruktør Susanne Biers internationalt anerkendte film vil i 2017 blive gentænkt og forvandlet fra lærred til scene. Musikhuset Aarhus har sikret sig rettighederne til at gentænke tre af Susanne Biers mest roste og succesrige film, som iscenesættes inden for tre forskellige genrer. Bier-Trilogien, som består af filmene Brødre, Elsker dig for evigt og Efter brylluppet bliver i 2017 gentænkt som henholdsvis en opera, en danseforestilling og en musical. Operaen Brødre produceres i samarbejde med Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester, danseforestillingen Elsker dig for evigt produceres i samarbejde med Granhøj dans og Musicalen Efter brylluppet produceres i samarbejde med Betty Nansen Teatret og instrueres af teaterinstruktør Peter Langdal.

 

Det at lave en film om til teater er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver en masse gentænkning. Der er så meget, man kan visualisere på film, som man ikke kan på teateret. Til gengæld rummer teater og musical en helt anden form for magi. Vi glæder os meget til, at forestillingen kommer op i 2017, siger direktør for Betty Nansen Teateret, Vibeke Windeløv.

 

Værket er INTET

Det høje ambitionsniveau følges op af Den Jyske Opera, som præsenterer det banebrydende værk INTET. Operaen er baseret på Janne Tellers prisbelønnede ungdomsroman af samme navn, og den er en gribende historie om et barn, som søger efter meningen med tilværelsen. Romanen er oversat til 14 sprog og har høstet et hav af priser både i ind- og udland. Med opsætningen af værket håber Den Jyske Opera at inspirere en ny generation af kulturbrugere.

 

At arbejde med Aarhus 2017 har givet os muligheden for at skabe noget overraskende, originalt og spændende. Vi kunne ikke have lavet det uden en stor event som Aarhus 2017. For os er det afgørende, at vi kan skabe noget nyt for et moderne publikum baseret på store danske og skandinaviske kunstnere. Vi håber, at publikum vil gøre deres besøg i operaen til noget ligeså almindeligt som en tur i biografen for at se den næste Star Wars film, siger Annilese Miskimmon, Operachef, Den Jyske Opera.

 

Klassisk Musik og naturvidenskab

Og der er meget mere guf for øregangene og musikelskerne. For eksempel når Aarhus Symfoniorkester under overskriften Origins2017 viser os, at ny klassisk musik også kan bruges til at formidle mødet med naturvidenskaben og dens svar på de allerstørste spørgsmål: Solsystemets og rummets erobring, der opføres som en big band symfoni skrevet til Aarhus Jazz Orchestra. Universets begyndelse og slutning, opføres som korsymfoni skrevet til Aarhus Sinfonietta og Kammerkoret GAIA. Livets begyndelse og udvikling – et stykke skrevet til Aarhus Symfoniorkester samt en opera skrevet til Aarhus Sommeropera om Charles Darwin – om videnskab, moral og kærlighed. De fire værker opføres i løbet af 2017. ”For os er det vigtigt at præsentere det største og bedste af den symfoniske musik fra det tyvende århundrede. Samtidig udvikler vi koncertformen, rammer nye målgrupper og skaber et øget samarbejde mellem kulturlivet og byens uddannelsesinstitutioner, ” siger musikchefen for Aarhus Symfoniorkester, Palle Kjeldgaard.

 

Rethink the hit

Allerede i 2016 bliver der musikalske højdepunkter. Vi kender og elsker deres sange: TV2, Thomas Helmig, Mads Langer, Tina Dickow og mange andre danske musikere har skabt lydtæppet til vores liv. Både til de fede fester, den store kærlighed, kærestesorgen og som det lille musikalske løft på en grå hverdag. Nu vil vi hylde disse musikere og deres hits. Derfor har DRs P4 og Aarhus 2017 i fællesskab skabt konkurrencen Rethink the Hit.

P4 programmet Formiddag på 4´eren samarbejder med Aarhus 2017 om Rethink the Hit ud fra konceptet: Vi vil hylde nogle af vores yndlingsmusikere ved at fortolke deres største hits og skabe helt nye værker. 15 danske kunstnere har stillet deres hit til rådighed og givet lov til, at deres hit må ny-fortolkes. Helt som fortolkeren ønsker det. Fra 18. april til og med 27. maj 2016 vil Formiddag på 4´eren sammen med programmets lyttere lade lytterne og andre bidragsydere fortolke de udvalgte hits og/eller stemme på deres favorit. Lytterne kan altså selv deltage aktivt med en fortolkning eller stemme på deres yndlingsfortolkning.

 

Børn og unge får en central plads

Som den første Europæiske Kulturhovedstad nogensinde åbner Aarhus 2017 med en særlig event for, af og med børn og unge – dette for at markere at børn og unge har en helt særlig og central plads i Aarhus 2017. Særligt den unge generation vil opleve effekten af at være Europæisk Kulturhovedstad. De kommer til at vokse op i de helt særlige år, hvor samfundet fokuserer stærkt på kreativitet og kultur. De bliver en del af nogle helt uforglemmelige kulturelle oplevelser, som vil give dem luft under vingerne og mange flere ideer til, hvad der er muligt i livet. De bliver opmuntret og inspireret til at tænke stort og anderledes, siger programdirektør Juliana Engberg.

 

Blandt de mange projekter og arrangementer for, med og af børn og unge præsenterer Aarhus 2017 den første internationale børnelitteraturfestival. På festivalen får danske børn og unge chancen for at møde nogle af verdens førende børnebogsforfattere og illustratorer. Festivalen udvikles og afholdes i samarbejde med den britiske HAY Festival of Litterature & the Arts. Her er der lagt op til store overraskelser, som er værd at vente på.

 

Nedtællingen er begyndt

Med mere end 350 projekter vil Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 sikre, at kunst og kultur når ud til et bredt publikum i alle 19 kommuner på tværs af Region Midtjylland.  Hver måned byder programmet på en spektakulær, udendørs performance i stor skala for et meget stort publikum: En af de fire MEGA events eller en af de tolv fuldmåne events. Sideløbende med disse vil der være et væld af andre kulturelle arrangementer samt projekter udviklet af – og for lokalsamfundene. Vi udvikler et program, der kan være med til at forme fremtiden. For Aarhus og hele regionen bliver 2017 en game-changer. Vi håber, at vores år som Europæisk Kulturhovedstad bliver en af de mest markante, kulturelle begivenheder i Danmark i mange år, “ siger Rebecca Matthews.

 

Fakta:

• Europæisk Kulturhovedstad er et initiativ lanceret af EUs ministerråd i 1985 med det formål at bidrage til at bringe EUs befolkninger nærmere hinanden og fremhæve den europæiske kulturrigdom og mangfoldighed.

• Hvert år udpeges kulturhovedstæder i to af EUs medlemsstater. I 2016 er San Sebastián (Spanien) og Wroclaw (Polen) Europæiske Kulturhovedstæder. I 2017 deler Aarhus og Region Midtjylland titlen med Pafos (Cypern). Næste gang en dansk by igen kan få titlen som Europæisk Kulturhovedstad er i 2032.

• 19 midtjyske kommuner og Region Midtjylland står bag Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

• Budget: 428,6 millioner DKKR (57.6 EURO).

• Læs mere om alle Aarhus 2017 projekter under udvikling her

 

ReThink the Hit

Følgende deltager i konkurrencen om et gentænkt hit

• Sko & Torp On a long lonely night

• TV2 Bag duggede ruder 6

• Gnags Danmark – Lav sol (tbc)

• Thomas Helmig Jeg ta’r imod

• På Slaget 12 Hjem til Århus

• L.O.C. Marquis – Frk. Eskobar

• Poul Krebs Sådan nogen som os

• Tina Dickow On the run

• Lars Muhl One more minute

• Nice Little Pinguins Flying

• Nephew En Wannabe Darth Wader

• Mads Langer Heartquake

• Dúné Dry Lips

• Peter Sommer 8 6 6 0

• Love Shop En nat bliver det sommer

 

Del artikel

Andre læser også