Anmeldelse af Sanne Salomonsen: Nærværende rockmama i bedste velgående

Skrevet den 25. februar 2020 kl 20:55 Af Pernille Søborg

Det var ikke alderen, der trykkede, da Sanne Salomonsen lørdag aften kom forbi Symfonisk Sal i Musikhuset. Nok er stemmen ikke, hvad den har været, men nærvær, spilleglæde og udstråling kommer man langt med.

Normalvis er der dømt glitter og glamour, når Danmarks helt egen rockmama udpakker kufferten med en parade af 80’ernes største danske hits i landets arenaer. Rocken var der dog skruet ned for i lørdagens koncert i Musikhusets flotte symfoniske sal, hvor Sanne Salomonsen var flankeret af et mindre ensemble af akustisk spillende musikere. Som rockdronning på sin dronningetrone tog Salomonsen os med på en rejse i sit store sangkatalog. Sidste års hitparade med Lis Sørensen og Anne Linnet var udskiftet med et dyk ned i en række mindre kendte sange, hvilket klædte den aldrende hitmager. Vi kom forbi sange fra Sneakers, Cowgirls og seneste soloudspil “Baby Blue” fra 2017.

Nærvær og spilleglæde

Sanne Salomonsen fylder 65 i år, og stemmen fremstår væsentlig mere upoleret end tidligere, men dog stærkere end for fire år siden, hvor jeg sidst så hende i samme bygning. Den passede fint ind i mange af aftenens arrangementer, mens det til tider kneb med de høje toner. Det er, hvad man kan forvente af snart 50 år på toppen af dansk musik kombineret med et alvorligt sygdomsforløb. Heldigvis er Sanne stædig som en kamel og insisterer på at levere varen. Derfor var der skruet ekstra op for charmen, og rocksilden fik gentagne gange det siddende publikum op ad stolen. For spilleglæden fejler absolut intet, og det smittede af på det gråstænke publikum, der var kommet for at høre ungdommens soundtrack.

Godkendt orkester og for lav volumen

Sætlisten var sprogligt grovdelt i en engelsk og dansk afdeling. Der var ingen tvivl om, at den danske del blev bedst modtaget. Den engelske del bød dog på flere højdepunkter såsom et cover af den ældgamle “When you walk in the room”, der svingede som bare pokker. Bandet bestod af to guitarister, en keyboardspiller og så Sanne, der hyggede sig gevaldigt med sin tamburin. Musikken var minimalistisk og tilbagelænet, mens Annika Askman på keyboard sørgede for, at ikke blev søvndyssende. Jeg savnede generelt bund og variation i lydbilledet. Sanne og Mats Ronanders søn Victor Ray gjorde intet stort væsen af sig, men spillede og sang som forventet med et par indlagte soli i selskab med Mads Løkkegaard.

Flere gange måtte jeg tage mig til hovedet pga. den lave volumen i salen. Det diminutive lydbillede druknede flere gange i publikums taktklappen, og havde det ikke været for de yderst høflige tilhørere, ville det decideret have været umuligt at høre, hvad Sanne sang. Det var ærgerligt, for lyden stod ellers skarpt på alle andre parametre, og salens akustisk var perfekt til formålet.

Jeg’ i live

I storfilmen Valhalla fra sidste år spiller Sanne Salomonsen Elle, som viser sig at være alderdommen selv. I andet sæt viste Sanne, hvordan “Jeg’ i live” skal skæres – vi håber, Burhan G lytter med – og det var beskrivende for hele koncerten. Nok er storhedstiden forbi, men Sannes insisteren på at holde sig aktuel er livsbekræftende. Rutinen definerer en stærk stage-performance, og publikumskontakten var spot on hele vejen igennem. Folket er vilde med folkelige Sanne, og hele salen var stående, da megahittene “Kærligheden kalder” og “Den jeg elsker, elsker jeg” blev spillet side om side nær slutningen. Så jo, Sanne Salomonsen er stadig i live. Temmelig meget endda. Lad det være inspiration for hendes medmusikanter i bandet, og få så lige drejet den volumenknap en tak med uret, tak.