Anmeldelse: Patti Smith leverede rebelsk rockpoesi i flotte omgivelser

Skrevet den 23. juni 2019 kl 08:17 Af Jeppe Honoré

Fredag aften fik Aarhus fint besøg af amerikanske Patti Smith, der med frembrusende indlevelse forenede newyorker-poesi med lynende rock ‘n’ roll

Patti Smith er en af musikverdenens mest upolerede og kantede koryfæer med tradition for at være leveringsdygtig i fortrinlige og livsbekræftende liveoptrædener. Dette faktum blev understreget, da punkens gudmor fredag aften gæstede Musikhusets udendørs amfiscene med Aros og Regnbuen som smuk baggrundstapet. Patti Smith er et punkikon, der favner ualmindelig bredt. Mens de fleste publikummer for længst var blevet gråsprængte, var ungdommen velrepræsenteret og havde tilsyneladende fået Pattis poetiske tekster ind med modermælken. Patti Smith er da også en hyppig gæst i det danske sommerland, og det er ikke mere end to år siden, hun gav koncert på Sostrup Slot på Djursland.

Hyldest til heltene

Efter en times halvfesen garagerock med Hotel Hunger gelejdet af Jimmy Jørgensen er det Pattis tur. Traditionen tro startedes der lavmælt med nedsat volumen og sangen “Wing” fra albummet “Gone again”. Denne gang er guitaristen og trofaste højre hånd Lenny Kaye ikke med. Hovedpersonen bakkes i stedet op af en trio bestående af bl.a. sønnen Jackson Smith, der beriger os med en sprød og tilbagetrukket guitar i lydbilledet. Sangen efterfølges med Hendrix-klassikeren “Are You Experienced?” og en monologisk hyldest til forfatteren William Blake. Patti Smith formår som ingen anden at gøre andres sange så meget til sine egne, at man forledes til at glemme ophavet – og det er da i høj grad også covernumre, der præger aftenens sætliste. “Beds Are Burning” af Midnight Oil blev leveret som kompromisløs rock, der for alvor fik publikum på benene. Det var tiltrængt.

“Neil won’t mind”

Omtrent halvvejs i koncerten tog Patti Smith sig en kort pause og lod bandet komme til orde i et besynderligt miskmask af “I’m Free” og “Walk on the Wild Side” med Smilets By inkorporeret i sangteksten. Disse efterfulgtes af den altruistiske Neil Young-klassiker “After the Gold Rush”, som har ca. 50 år på bagen, men til trods er endnu mere aktuel end dengang. Cirka halvvejs inde i sangen mister Patti tråden og glemmer teksten. Hun kigger søgende rundt, men næste strofelinje blæser i vinden og skaber associationer til en tilsvarende episode ved Nobelprisuddelingen i 2016. Hun mødes dog med stor kærlighed og eftergivenhed fra et medtaget publikum, der gentagende gange i løbet af aftenen giver udtryk for, at de er på hendes side. Hun takler situationen med “Neil won’t mind”, og så er vi videre i teksten. Patti viser, at hun er til stede og indlevelsen er formidabel, hvilket kunne mærkes. Der blev responderet med evindelige vink og endeløse klapsalver.

Patti had the power

Afslutningsvis blev vi præsenteret for en samling af karrierens største hits. “Because the Night” var et af aftenens absolutte højdepunkter og blev pompøst inkarneret med en nerve og urkraft, der gav sangens co-writer, Bruce Springsteen, kamp til stregen. Patti havde publikum i sin hule hånd, og der blev skrålet med, når hun bogstavelig talt spyttede ordene ud. Og bedst som man troede klimaks var nået, satte Patti i gang med mastodonten om G-L-O-R-I-A… Jesus died for somebody’s sins but not mine. Det var sangen, der startede det hele på debutpladen “Horses” fra 1975. Det krævede ekstraordinær viljestyrke ikke at smide hænderne i vejret til hymnen, der fremstod mere vital end nogensinde. En flok teenagepiger tæt på scenen hoppede så meget, at man forledes til at slå tvivl om, hvorvidt det virkelig kunne skyldes en 72-årig punkmama. Aftenens eneste ekstranumre blev introduceret med et ønske om at lade folkets røst blive hørt. “People have the power”, og lad os håbe, hun har ret.

Vurdering

På trods af en relativt kort koncert på halvanden time, indeholdt den alt, man kunne ønske sig. Stille passager gik hånd i hånd med gudsbenådet rock ‘n’ roll, der blev udførligt leveret med varme, charme og en god portion eftertænksomhed.

Patti Smith er ikke ophavskvinde til alle de valgte sange. Stadig blev de fremført med en fandenivoldsk viljestyrke og efterlod håb for både mennesket og fællesskabet med en tro på, at vi sammen kan gøre en forskel. Det er ikke mange internationale artister, der har optrådt ved Musikhusets udendørs arealer. Leonard Cohen og Bob Dylan kan nu passende byde nyeste medlem velkommen.