MigogAarhus guider: 5 steder med asiatisk takeaway i Aarhus
Har du lyst til kinesisk, thai eller vietnamesisk? Du kan få smagfulde versioner af det hele i Aarhus, og vi har samlet de bedste steder med asiatisk takeaway til dig her.
Er du mere i humør til sushi, så tjek vores guide til byens bedste sushi.
Kiin Kiin
Skriger smagsløgene efter panang, citrongræs, østerssauce og andre klassiske ingredienser i thairetter, er Kiin Kiin det oplagte valg.
Her får du autentiske asiatiske retter og street food med masser af knald på smagen. Du kan få klassikere som rød karry og pad thai eller måske bao med lækkert fyld – og menukortet byder på meget mere end det.
Hvor: Vestergade 47.
Pho C&P
Lad os hoppe en tur til Vietnam – det kan heldigvis gøres på Sønder Allé, hvor Pho C&P ligger. Her er maden inspireret af det traditionelle, vietnamesiske gadekøkken, og det skuffer ikke.
Menukortet byder på både alle de klassiske vietnamesiske retter: pho (den klassiske risnudelsuppe), buns (risnudelsalat), banh hoi (vævede tynde risnudler i bundtner), friske sommerruller og meget mere.
Hvor: Sønder Allé 14.
Wok This Way
I humør til wok? Så er Wok This Way the place to go. Her får du nemlig wok i alle afskygninger tilberedt med gode råvarer og inspiration fra det asiatiske køkken.
Design din egen ret eller vælg en af dem, der er anbefalet på menukortet. Hos Wok This Way kan alt tilpasses, så det passer til dig og dine præferencer.
Psst… Her er også frokosttilbud til kun 59 kr.
Hvor: Nørregade 36.
China Wok House
Er du til autentisk kinesisk kogekunst, bør du bestille din mad fra China Wok House, som er den ældste kinesiske restaurant i Aarhus.
Her kan du vælge mellem klassiske china boxes eller retter med forskelligt kød, grøntsager og ris eller nudler. Du kan også få diverse sticks, dumplings, wontons mm.
Hvor: Åboulevarden 64. Takeaway afhentes i restaurantens takeaway-afdeling på Sct. Clemens Stræde 6.
Bánh Mì Bandits
Vi slutter guiden af med endnu et smut forbi Vietnam, nemlig hos Bánh Mì Bandits. Du kender dem sikkert fra Aarhus Street Food, men i 2020 åbnede de endnu en takeaway-restaurant i Nørregade.
Hos Banditterne er der skruet op for smagen, og vi elsker både deres Bánh Mí-baguettes og deres salat – sidstnævnte er nemlig så meget mere end salat. Både salater og sandwiches er spækket med lækre marinader og cremer.
Og kan nogen få opskriften på deres citrongræskylling lokket ud af dem, tager vi gerne imod. Mums!
Hvor: Nørregade 34.