Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bøgeskoven: Aarhusband live-indspiller på Smukfest 2018

Af anders@sommersangdigital.dk

Upcoming bandet Nordnordnord er udtaget til at få optaget en live session med rapperen Marc Johnson som producer. Det skal ske i Dynaudios unikke studie, som er opstillet på dette års Smukfest

 

Det aarhusianske upcoming band Nordnordnord er et af de bands, der skal spille på Live Camp søndag 5. august til årets Smukfest. Nordnordnord er også et af de særligt udvalgte bands, der har fået chancen for at lave en professionel live-indspilning i højtalervirksomheden Dynaudios speciallavede musikstudie i glas foran en masse musikglade festivalgængere på Skanderborg Festival. Initiativet er Dynaudios reaktion på, at 91 procent af verdens kunstnere i skrivende stund er uopdagede.

 

Nordnordnord blev årets Tak Rock! band i oktober sidste år, og en del af præmien var at spille på Live Camp til Smukfest.

 

“Det er mega fedt at skulle spille på Live Camp. At vi så derudover bliver stemt ind til at få den her mulighed for at lave en live session, det er jo for vildt,” siger forsanger i bandet Johannes Brandstrup, da avisens journalist fanger ham på telefonen få dage før bandets koncert på Smukfest.

“Jeg kan huske, vi seks fra bandet var på en festival, hvor der var opstillet en tilsvarende 3-container. Og vi snakkede om, at de bands der fik lov at indspille der, de havde virkelig ‘made it’. Nu er det os!” Forsangerens begejstring er tydelig.

 

Indspiller kommende single

Nordnordnord blev dannet i 2016 og består ud over Johannes Brandstrup af Frederik Snæland, Aske Vang Rasmussen, Lasse Lykke, Jeppe Gottlieb og Karl Kristian Thuesen. Drengene spiller melodisk og let melankolsk indierock med nordisk, atmosfærisk lyd.

 

“Siden vi startede i et kælderlokale i Holstebro for to år siden, har den ene koncert taget den anden. Vi har nærmest ikke haft tid til at sætte os ned og lave en plan. Men det må vist betegnes som et luksusproblem,” ler Johannes Brandstrup.

Nordnordnord udgav deres første EP i 2017, og bandet arbejder i øjeblikket på endnu en EP, der kommer til efteråret.

“I Dynaudio ‘Unheard’ studiet på Smukfest indspiller vi nummeret ‘Closer to You’, som vi forestiller os skal være første single fra vores kommende EP,” siger Johannes Brandstrup.

 

Værdifulde kontakter og ressourcer

Det er den aarhusianske rapper Marc Johnson, der er producer på live sessionen på Smukfest. “Det er fedt at vide, det er kompetente folk, der sidder ved knapperne. At vi får den her mulighed for at indspille live gør, at vi får nogle kontakter inden for et vækstlag, vi rigtig gerne vil være en del af. Samtidig får vi adgang til nogle ressourcer i form af en professionel producer og professionelt udstyr, som normalt ikke er tilgængeligt for os. Det er ret fantastisk!”

Live sessionen på Smukfest bliver Nordnordnords anden. “Vi har kun lavet en live session før. Den allerførste gang, vi spillede sammen alle seks faktisk. Så det bliver lækkert at kunne vise folk, der har set vores tidligere live session, hvor meget vi har rykket os.”

 

Stolt og beæret

Af øvrige kunstnere, der skal optræde på Live Camp på Skanderborg, er blandt andre Gurli Octavia, Simone Tang og Zookeepers.

“Vi er stolte af at blive ‘sat i bås’ med andre fede kunstnere på Live Camp og er beærede over at være blevet inviteret ind ‘i hulen’. Og at være blevet udvalgt til at indspille i Dynaudios studie betyder, at både lyttere og branchefolk mener, vores musik er værd at bruge ressourcer på. Og så at vi fremover vil blive sammenkoblet med Dynaudio, der er et produkt af rigtig høj kvalitet.” Johannes Brandstrup holder en kort pause i sin energiske talestrøm for at få vejret. Så siger han:

“Vi tager til Smukfest med åbne arme og åbent sind og glæder os til bare at tage det hele ind.”

 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien