CYKLOs gæster trodsede regnen

Næsten 10.000 gæster besøgte Aarhus´ nye cykelfestival, CYKLO, på førstedagen. Arrangørerne er tilfredse med besøgstallet. Tæt på afslutningen af første dag kunne arrangørerne konstatere, at næsten 10.000 nysgerrige Aarhusianere havde fundet vejen frem til Musikhusparken.
CYKLO er allerede en succes
Både SLOW RIDE og LIGHT PARADE løb af stablen fra festivalpladsen, og flere hundrede hoppede på cyklen for at deltage i de to festlige løb.”Stemningen på festivalpladsen har dagen igennem været god. Vi ser både familier, unge og ældre blandt gæsterne – og det er ikke udelukkende cykelentusiaster, som er kommet. Mange kommer også på grund af pladsens sjove aktiviteter og udstillinger, vores cykelevents og så selvfølgelig madboderne. Der er naturligvis potentiale for flere gæster, men vi er tilfredse”, fortæller Thomas Arentsen projektleder på CYKLO.
Søndag morgen åbner pladsen for endnu en dag med fokus på cykler, og cirka 400 cyklister deltager i Aarhus City Cykelmarathon.
Fakta
CYKLO er arrangeret af Muskelsvindfonden i samarbejde med en række partnere og er en del af Aarhus2017, Europæisk Kulturhovedstad, og støttet af bl.a. Aarhus Kommune, Aarhus Event og Aarhus Cykelby.