Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Dårlig trivsel og kæmpe millionunderskud: Teknik og Miljø vil lukke afdeling og fyre 40 ansatte

Af anders@sommersangdigital.dk

Teknik og Miljø indstiller til Magistraten, at man lukker Natur- og Vejservice, der kører med stort millionunderskud

 

Trivselsmålinger helt i bund og en samlet gæld på hele 28,2 millioner kroner. Det er realiteten i Natur- og Vejservice under Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Derfor har Teknik og Miljø indstillet til byrådet, at man afvikler afdelingen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

 

Det foreslåes i stedet, at forvaltningen skal have en intern entreprenørafdeling i en markant slankere udgave med op mod 40 færre medarbejdere. “Der er arbejdet meget med at genoprette driften, økonomien og trivslen i Natur- og Vejservice. Men vi kommer ikke i mål inden for de rammer, som er i dag. Enten må vi lukke butikken helt eller skabe en entreprenørfunktion internt i Teknik og Miljø, som vi kan drive effektivt og målrettet mod de opgaver, hvor det giver den bedste service til byen og til den rigtige pris,”” siger Henrik Seiding, direktør i Teknik og Miljø.

 

Natur- og Vejservice kom ud af 2018 med et underskud på 16 millioner kroner, og Henrik Seiding har mistet tilliden til, at den nuværende ledelse vil bringe virksomheden på fode. Derfor blev ledelsen i Natur- og Vejservice torsdag orienteret om, at der skal indsættes en ny ledelse.

 

Ingen konkurrence med private

I dag konkurrerer Natur- og Vejservice på lige fod med private entreprenører om opgaver. Den konkurrence har de ofte enten tabt eller vundet med et efterfølgende økonomisk tab.

 

Fremadrettet skal afdelingen i stedet, med byrådets godkendelse, tildeles konkrete opgaver, som de allerede har bevist, at de kan løse med succes. Derudover skal der effektiviseres i hele organisationen.

 

Det betyder, at Teknik og Miljø fortsætter med at sende cirka 70 procent af alle opgaver i udbud, men nu bliver det kun private entreprenører, som vil byde på dem. Et alternativ til den model er ifølge Teknik og Miljø en kontrolleret nedlukning af Natur- og Vejservice, som vil tage længere tid og koste løbende driftsunderskud. Det vil dog efterlade kommunen uden mulighed for at løse mindre eller særlige opgaver i bybilledet på egen hånd.

 

Dyrt alternativ

Det dyreste alternativ er ifølge Henrik Seiding en øjeblikkelig nedlukning. Alene afskedigelsen af 40 tjenestemænd vil koste op mod 62 millioner kroner.

 

“En lukning vil både forringe den service, aarhusianernes får, og give dem en ekstra millionregning. Vi skal også huske, at Natur- og Vejservice løfter en vigtig socialøkonomisk opgave ved at aktivere borgere på kanten af arbejdsmarkedet. En opgave, som vil falde på gulvet uden en offentlig entreprenør. Derfor indstiller vi, at vi fortsat skal kunne løse opgaver selv,” siger Henrik Seiding.

 

Del artikel

Andre læser også