Den korte Radioavis vender tilbage live: Kirsten Birgit kommer til Aarhus
“Den Korte. Live on Stage 2022” er navnet på et nyt show med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun.
Til foråret vender Kirsten Birgit & Rasmus Bruun tilbage til de skrå brædder landet over – og de lægger vejen forbi Musikhuset i Aarhus.
Denne gang er det med dét, de to gør bedst, nemlig dagsaktuel, overlegen politisk satire.
“Det er klart, at vi med showet går benhårdt efter at vælte minimum én minister med vores bidske og samfundskritiske satire; og hvis en af dem kunne være Jeppe Kofod, så er vi glade,” siger Rasmus Bruun og suppleres af Frederik Cilius:
“Den anden kunne f.eks. være Jesper Petersen, men det har intet at gøre med deres fælles interesse for 15-årige piger. Det er mere for at se, om man kunne få Jesper Petersen til at ændre ansigtsudtryk bare én enkelt gang.”
Duoens tredje sceneshow
Duoen har allerede haft stor succes med at omsætte det populære Radio 24/7-satireprogram til et sceneshow med “Det Skide Show” (2018) og senest “Sommeren på Birgitø” (2020), hvor Politiken begejstret skrev: “Provokerende, uhyggeligt dannet og bidsk samfundssatire”, og kaldte showet for “kammerteater med kultpotentiale.”
I det nye show “Den Korte. Live on Stage 2022” er det især den ætsende aktuelle politiske satire, der er i højsædet. Her vender de to karakterer nemlig tilbage til det velkendte radiostudie og den klassiske stil, som vi kender fra radioprogrammet.
Publikum kan glæde sig til at opleve det velkendte univers på scenen, og et show der udvikler sig hver dag i takt med nyhedsstrømmen.
Billetsalget er allerede startet, og du kan få fingre i billetter her.
“Den Korte. Live on Stage 2022” har premiere på Bremen Teater i København den 25. februar 2022 og spiller i Musikhuset i Aarhus fredag den 25. marts 2022.