Ekstraordinære oplevelser: Tivoli Friheden åbner Danmarks største blomsterfestival
Fra d. 1 juli til d. 31 juli præsenterer Tivoli Friheden et helt nyt skud på stammen af ekstraordinære oplevelser, når forlystelsesparken åbner landets største Blomsterfestival. Sanseoplevelsen er i fokus, når gæsterne kan se, mærke, dufte, smage og tænke blomster på en helt ny måde gennem kreative events, inspirationshaver, klimatalks, grønne serveringer og workshops for alle aldre – alt samme i en kulisse af flere tusinde blomster.
Hele juli vil et sandt blomstermekka fylde alle afkroge af Tivoli Friheden, og flere tusinde blomster vil vokse op af forlystelserne, sno sig rundt om træerne og vælte ud af skraldespandene. Under forskellige temaer kan gæsterne sanse og opleve blomster på helt nye måder – som mad, kunst, traditioner, historie, miljøaktivisme og meget andet. Alle covid-19 forholdsregler er naturligvis taget, så gæsterne kan gå på opdagelse i Blomsterfestivalen i trygge og sikre rammer.
Friheden i grøn topform
Blomster er og kan meget mere end blot, hvad øjet ser, og for Tivoli Friheden indeholder den nye satsning også meget mere end blot pæne blomster. Det handler om at skabe æstetiske oplevelser, hvor sanserne kan få frit spil. Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, fortæller:
”Inspireret af den succes vi har haft med store events som Fed Fredag, Halloween og Jul i Friheden, satser vi nu på at skabe en ny sommertradition, der er i pagt med Frihedens DNA og som udspringer af parkens smukke omgivelser; Friheden er både en oase midt i naturen – og tæt på hjertet af Aarhus. Blomsterfestivalen bliver et æstetisk åndehul, hvor vi under forskellige temaer vil pirre alle sanser og komme helt ind under huden på vores gæster.”
Bæredygtige og jordnære events
Hele juli kan gæsterne opleve en række inspirerende events og workshops i naturens tegn. Hver mandag, onsdag, fredag og søndag er der ’Plant dit eget træ’-workshop, hvor gæsterne kan plante sit eget fersken- eller abrikostræ og tage med hjem. Alle onsdage (undtagen d. 1/7) vil Charlotte fra Bug Amok holde madkurser under overskriften ’Insekter på menuen’, hvor både store og små, der er nysgerrige på spiselige insekter, kan få smagsprøver. Blomsterfestivalen holder også Blomstercup (5/7), hvor den mest kreative blomsterdekoratør skal kåres, og Torvedag (12/7), der byder på haveinspiration fra danske gartnerier samt en blomsterbinder-workshop.
Talks og inspirationshaver fra blomstereksperter
Rundt om i parken vil der være små inspirationshaver, som blandt andet designer og forfatter til bogen ’Naturhaven’, Katrine Turner, står bag. Hver tirsdag under festivalen vil hun holde en talk, hvor hun fortæller om vilde naturhaver og giver tips og tricks til havelivet. Den aarhusianske havemand Claus Dalby vil hver torsdag også give sit bud på, hvordan han skaber et frodigt univers udelukkende af blomsterkrukker – den såkaldte krukkehave. Og så kan gæsterne både 28/7 og 29/7 komme til foredrag med Signe Wenneberg, haveblogger og hverdagsaktivist, der deler ud af sin inspiration til små handlinger, der kan gøre en grøn forskel og fortæller om have-aktivisme.
Et blomstermekka i alle afkroge af parken
Totaloplevelsen starter allerede ved hovedindgangen, hvor Hasle Blomster laver indgangsbuerne om til en spektakulær blomsterinstallation i forskellige former og farver. Gæsterne møder også en seks meter høj lilje, og ved Svanesøen vil to talende træer stå klar til at fortælle historier om Friheden.
Rundt omkring i parken vil den internationalt anerkendte fotograf Stine Heilmann og blomsterdekoratør Anette von Einem pakke Friheden ind i en overflod af farver og skønhed, når de skaber forskellige kunstinstallationer ud af blomster og planter fra danske gartnerier. Deres mission med kunstværkerne er at sprede glæde og en tro på, at verden snart vil blomstre igen.
To nye forlystelser
Udover Blomsterfestivalen kan Tivoli Friheden i år også præsentere to nye forlystelser: Himmelrum og Svævebanen. Himmelrum er erstatningen for Pegasus-forlystelsen og drejer de modige gæster 360 grader rundt i 25 meters højde. Svævebanen tager gæsterne på en 100 m. lang svævetur gennem parken og garanterer sus i maven. Også Hjertekig, der åbnede sidste sommer,er et besøg værd, hvor gæsternekan se Aarhus fra 65 meters højde og enten lade sig falde mod jorden med høj fart – eller stille glide ned og nyde udsigten. Forlystelsen har nemlig to funktioner.
Alle retningslinjer følges
Myndighedernes retningslinjer bliver naturligvis fulgt, og nye systemer er med til at sikre afstand mellem de enkelte grupper og familier både på stierne, ved spisestederne, ved spil og forlystelser m.m. Samtidig er der også øget afskærmning mellem gæster og medarbejdere, fokus på rengøring og håndhygiejne og nogle af forlystelserne kører også med nedsat kapacitet. Tivoli Friheden håber på, at det fra september igen bliver lovligt at afvikle store udendørskoncerter, således at Fed Fredag må vende tilbage.
Læs mere og køb billetter på: www.friheden.dk