Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En stjernegod middag: Det må du give på de aarhusianske Michelin-restauranter

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: Restaurant Substans.
Foto: Restaurant Substans.

Mandag aften blev årets nordiske Michelin-guide offentliggjort, og vi har nu hele fire restauranter i Aarhus, som kan prale med en Michelin-stjerne.

Men hvad koster det egentlig at få en gastronomisk oplevelse, der er en Michelin-stjerne værdig?

Vi har samlet et overblik over Michelin-restauranterne i Aarhus og deres menuer og priser her.

Restaurant Frederikshøj

Frederikshøj præsenterer en evig jagt på det sublime. Her tror man på, at omhu, begejstring og dedikation kan mærkes og smages. Derfor er et bord på Frederikshøj ikke kun en spiseoplevelse – men en fordybelse i farver, lyde, følelser, dufte og smage.

På Frederikshøj består menuen af 16 serveringer, og den koster 2000 kroner. Dertil kan købes en vinmenu med syv vine til 1000 kroner eller ‘vinmenu prestige’ med syv vine til 1500 kroner.

Du finder Frederikshøj på Oddervej 19-21.

Restaurant Substans

Restaurant Substans genvandt deres Michelin-stjerne i 2021 efter at have genåbnet på 11. etage på Aarhus Ø i flotte lokaler med lækker udsigt.

Når du er til middag hos Restaurant Substans, vil antallet af serveringer i deres menu variere – alt efter sæson og de råvarer, der er til rådighed i køkkenet. Derfor vil der typisk være lidt flere retter i sommermånederne og lidt færre men en smule tungere retter i efteråret og vinteren.

Deres spisemenu koster 1500 kroner. Dertil kan købes en drikkemenu til 1000 kroner.

Du finder Restaurant Substans på Mariane Thomsens Gade 2F, 11.1.

Restaurant Gastromé

Restaurant Gastromé åbnede i Rosensgade i august 2014, og allerede i februar 2015 blev de belønnet med en Michelin-stjerne.

I 2017 startede de eget minilandbrug op blot otte kilometer fra restauranten. Drømmen er at blive blandt de bedste restauranter i verden som også producerer og forsyner sig selv med rodfrugter, bær, frugt, urter, honning, blomster og meget andet.

På Gastromé kan du bestille deres signature-menu, som består af 15 serveringer og kræver minimum 4-5 timer ved bordet.

Signature-menuen koster 1800 kroner. Du kan bestille den med Vinmenu I til 3000 kroner i alt eller med Vinmenu II til 4300 kroner i alt.

Er 15 serveringer lige i overkanten for dig, men ønsker du stadig at prøve Gastromés gastronomiske kundskaber, kan du prøve menuen “fuldgas” med 13 serveringer eller “halvgas” med 9 serveringer. De koster hhv. 1500 kroner og 900 kroner og kan selvfølgelig også bestilles med den ønskede vinmenu.

Du finder Restaurant Gastromé på Rosensgade 28.

Restaurant Domestic

Domestic elsker naturen og lader årstiden diktere råvarevalget. Derfor er det sæsonen, der bestemmer menuens indhold, som formes af hjernerne, hjerterne og hænderne i køkkenet.

Restaurant Domestic bruger 100% lokale råvarer, der kommer fra små leverandører i nærområdet. Bæredygtighed er vigtigt for Restaurant Domestic, og i 2021 blev de ligeledes belønnet med Michelinguidens grønne stjerne, som uddeles for at hylde branchens indsats i forhold til bæredygtighed.

På Restaurant Domestic kaldes den fulde menu for ‘opdagelse’. Her får du 18 serveringer for 1500 kroner. Dertil kan du tilkøbe vinmenu for enten 1100 eller 1500 kroner.

Er du til en mindre menu, så prøv ‘indblik’, hvor du får 11 serveringer for 800 kroner. Hertil kan du så købe vinmenu for enten 700 eller 900 kroner.

Du finder Restaurant Domestic på Mejlgade 35B.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien