Galt eller genialt?: Få lavet dit eget vagina-smykke i Aarhus
Mangler du et personligt smykke til samlingen?
Så kig forbi Peech i Mejlgade og læg svesken på disken. For til og med lørdag i denne uge kan du få lavet et vedhæng med aftryk af din vulva.
Amalie Grauengaard, der er kendt for at lave de intime smykker med Coño Jewelry, åbner nemlig en pop-up i den moderne sexshop på Mejlgade 48.
Det fungererer på den måde, at du på Peech’ aflåste badeværelse får lavet en afstøbning af din vulva, som sidenhen forvandles til et smukt vedhæng.
Der vil desuden være tilbud i butikken og god mulighed for at tale med både Peech og Coño Jewelry alle tre dage.
Afbilder mindre detalje ved vulvaen
Amalie Grauengaard stiftede Coño Jewelry for syv år siden med ønsket om at skabe et personligt smykke, der blev til i samarbejde med smykkets bruger.
“Personer med en vulva, der ønsker at skabe et smykke sammen med mig, får lavet en afstøbning af deres vulva, som jeg efterfølgende støber i gips.
Vi finder herefter i fællesskab et særligt smukt eller interessant punkt på afstøbningen, som jeg så laver til et smykke.
Tanken er, at den mindre detalje fra vulvaen gør, at bæreren af smykket selv kan afgøre, hvornår vedkommende vil indvie andre i smykkets tilblivelse og betydning,” siger hun ifølge Peech.
Hvad: Coño Jewelry pop-up
Hvor: Peech i Mejlgade 48
Hvornår: 2.-4. februar 2023
Ifølge Amalie Grauengaard tillægger folk deres smykke mange forskellige betydninger.
“Nogle oplever afstøbningen af deres vulv4 som terapeutisk, mens andre bruger smykket som en intim og personlig gave til en de holder af.
Projektet kan på den måde både rumme at blive til i fællesskab med andre – eksempelvis en fuld polterabend – men også i et intimt møde med en enkelt person over en kop kaffe og en snak om kropsforhold, køn og selvværd,” fortæller hun videre.
Coño Jewelry laver både sølv og forgyldte vedhæng med aftryk af vulvaer.
Peech og den nye pop-up har åbent fra kl. 12 til 19 alle tre dage. Læs mere her