Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Food Festival: Kom og lav mad med nogle af Danmarks store kokkeprofiler

Af anders@sommersangdigital.dk

Har du altid drømt om at lave mad med en mesterkok? Nu giver Food Festival dig muligheden sammen med nogle af de kokke, der har betydet mest for dansk gastronomi.

 

I år er Food Festival stolte af at kunne give gæsterne muligheden for at lave mad med nogle af de kokke, der har været med til at skabe Danmarks gastronomiske revolution. På kokkescenen lørdag den 7. september vil 130 deltagere pr. gang få en unik mulighed for at få en masse viden givet videre fra kokkene, og man kan lære at lave de retter, som kokkene selv har udvalgt. Alt sammen bliver styret af den kyndige Ole Troelsø, som med stor sandsynlighed vil få en lille historie eller to ud af kokkene.

 

Gæsterne har mulighed for at lave mad med kokkene Elvio Milleri fra Era Ora, legenden Søren Gericke, Claus “Røde” Christensen, den to stjernede Michelin kok Paul Cunningham, den franske legende Michel Michaud og den franske stjernekok Francis Cardenau.

 

”Vi er utroligt glade for at kunne give vores gæster denne unikke mulighed for at lave mad med nogle af landets bedste kokke. Der er ingen tvivl om, at det er nogle store navne, som har haft stor betydning for dansk gastronomi, og derfor kan man sige, at Food Festival står på skuldrene af deres bedrifter. Derfor er vi også rigtige glade for, at de vil være med i vores folkefest” fortæller Anna Lund, Direktør for Food Festival

 

Alle workshops kræver billet til festivalen og til selve workshoppen. Billetter til workshops kan findes her:

Billetter til Festivalen findes her:

 

Food Festival: Kom og lav mad med nogle af Danmarks store kokkeprofiler

 

Fakta om de enkelte kokke

 

Kl. 10.30-11.30: Elvio Milleri i samarbejde med Il Fornaio

Elvio Milleri står sammen med sin kone Edelvita bag Michelin-restauranten Era Ora i København, som han grundlagde i 1983. Han er født og opvokset på et landbrug uden for Perugia i Umbrien. 

 

Elvio er oprindeligt uddannet bankmand og er autodidakt kok. Men da Elvio kom til Danmark i 1976 for at besøge nogle venner, blev han fascineret over den danske madkultur, men fik også lyst til at lære fra sig og overraske danskerne med smage fra sit hjemland. Noget danskerne i den grad har vist sig at sætte pris på. 

 

Restauranten har haft en Michelin-stjerne i hele 23 år. I 2017 kårede Italiens svar på Michelin-guiden ”Gambero Rosso” restauranten til verdens bedste italienske restaurant uden for Italien. Elvio sætter mindst ligeså stor pris på denne anerkendelse fra sit hjemland, som sin Michelin stjerne. Udover sin succesfulde restaurant er Elvio også stifter og ejer af selskabet Food People, som han var med til at starte i 1988. 

 

Elvio sværger til italienske klassikkere som fx risotto og cannelloni, og har gennem sine mange år perfektioneret disse fantastiske retter. Så her får du en unik mulighed for at lave italiensk mad med en mesterkok!

 

Kl. 12.00-13.00: Søren Gericke

Søren Gericke begyndte sin gastronomiske karriere i 1963, da han gik i lære som kok på restaurant Riga i København. Gericke blev hurtigt en pioner inden for dansk gastronomi, da han var frontløber for at introducere La nouvelle cuisine for Danmark, blandt andet som køkkenchef hos Baron of Beef på Plaza i København.

 

Gericke var også kok i Paris på Restaurant Copenhague som også fik en Michelin-stjerne. Gericke var i 1970’erne en af Danmarks mest berømte kokke, og i 1973, da Søren Gericke var 26 år, blev han udpeget som én af Europas syv bedste kokke af engelske Dunlop Guide, hvilket var en pendant til Michelin guiden. I 1976 åbnede Gericke Anatole sammen med Hans Jørgen Eriksen. Restauranten var en milepæl i danske gastronomi og var med til at kickstarte det nordiske køkken, som senere er blevet toneangivende i den danske gastronomi. Gericke overtog i 1995 det dengang velkendte Oscars Cafeteria i Rønde og omdannede det til Sørens Spisehus. Det er svært at overdrive Søren Gerickes betydning for dansk gastronomi. Da han kom til i slutningen af 1960´erne, var dansk gastronomi og danske råvarer på et nulpunkt.

 

”Søren fik dansk gastronomi op af kulkælderen, både billedligt talt, men også helt konkret, fordi madlavning var noget, der foregik i kælderen. Der var ikke nogen forbindelse mellem køkkenet og restauranten, det var to forskellige verdener med skydeskår imellem. Han fik løftet det låg og bragt kokkene ud af mørket”, har hans kollega Erwin Lauterbach fortalt.

 

Du har altså muligheden for at lave mad med en levende legende, som med sin lunefulde humor og sublime evner i køkkenet, vil sikre dig en kanon oplevelse.

 

Kl. 13.30-14.30: Claus Christensen (Røde)

Claus Christensen, også kendt under navnet Røde Claus, er en institution i dansk gastronomi. Claus er desuden kendt for at kombinere kunst og gastronomi. 

 

Claus begyndte sin karriere i det bedre grossererkøkken fra Den Gyldne Fortun i København, hvor han blev udlært. I 1981 rejste Claus til Bagdad, hvor han fungerede som køkkenchef, indtil han vendte hjem til Danmark i 1982 og blev chefkok og forpagter i Gilleleje Havn.

 

Claus blev i 2013 kåret som Kokkenes Kok, hvilket er de danske kokkes egen hæder til en kollega, der har ydet et arbejde ud over det sædvanlige for den danske gastronomi. Prisen uddeles af Fonden Dansk Gastronomi. I 28 år var Claus indehaver og køkkenchef på Restaurant Gammel Mønt i København. Her kombinerede Claus det danske køkken med det franske. I dag er lokationen skiftet til Restaurant Salon, hvor Gammel Mønts DNA lever videre. Her kan du blandt andet få serveret 

 

Røde Claus’ legendariske indbagte pighvar, som går under navnet ”Hvalen”. Det er med andre ord godt klassisk håndværk, som præger Claus’ mad. 

 

Snyd ikke dig selv for at lære at lave en ret, som er baseret på klassisk håndværk og med en af branchens mest anerkendte kokke.

 

Kl. 15.00-16.00: Paul Cunningham

Paul Cunningham er født og opvokset i Essex, England. Han er betragtet som en af de bedste britiske kokke, og dog forlod han England til fordel for livet i Danmark.

 

Før han forlod England, var han på den anerkendte trestjernede Michelin-restaurant The Fat Duck under ledelse af Heston Blumenthal. Cunningham har en flot historik med at tilføje stjernedrys på de restauranter, han har arbejdet på. Således har han formået at tilføre hele tre restauranter i Danmark en Michelin-stjerne.

 

Cunningham startede som fiskekok på Søllerød Kro, hvor han i 1997-1998 var køkkenchef. I 1998 modtog restauranten en Michelin-stjerne, mens han var ved roret. 

 

Fra 2003 til 2011 drev han restauranten The Paul i Tivoli, der ligeledes blev belønnet med en Michelin-stjerne. Paul er nu køkkenchef på Henne Kirkeby Kro, der er én ud af tre restauranter i Danmark, der har hele to Michelin-stjerner. Der har skullet noget helt unikt til for, at Michelin har taget hele vejen ud til Vestkysten, og Cunningham har vist, at det var rejsen værd.

 

Paul Cunningham er desuden kogebogsforfatter, har lavet mad i Go’ morgen Danmark, har siddet som dommer i et hav af kokkekonkurrencer, herunder ”Samsøs bedste kartoffelmad” og Salling Food Award, og han har været ubestridt vinder af Hotdog DM, der nu afholdes på Food Festival, Aarhus. I år er han også at finde til Hotdog DM, dog som dommer. 

 

Vil du lave mad med en tostjernet Michelin kok, så får du denne helt særlige mulighed på Food Festival. Vi garanterer, at det bliver lækkert, sjovt og lærerigt. 

 

Kl. 16.30-17.30: Michel Michaud i samarbejde med Ruths Hotel

Michel Michaud er en af de mest betydningsfulde kokke i dansk gastronomi. Michaud blev født i Cognac i Frankrig, og voksede op med det franske køkken. Efter han blev udlært, rejste han rundt i Frankrig og arbejdede ved forskellige restauranter.

 

I 1971 blev Michaud hentet til Danmark for at arbejde som køkkenchef på Falsled Kro, hvor han introducerede danskerne for det franske køkken. I 1976 blev Michaud hentet ind som køkkenchef på det nyåbnede Kong Hans Kælder, da Lene og Sven Grønlykke sammen med Inge og Klaus Rifbjerg startede restauranten. Derefter var Michaud en årrække i Frankrig og vendte så tilbage til Danmark, hvor han i 1986 blev chefkok på Søllerød Kro. Året efter modtog restauranten sin første Michelin-stjerne. Derudover har Michaud arbejdet som køkkenchef på Gammel Åbyhøj, Brøndums Hotel og Molskroen.

 

I dag er Michaud for anden gang i karrieren at finde i køkkenet på Ruths Hotel i Gl. Skagen.

 

Udover Michelin-stjernerne har Michaud også modtaget Ordre National du Mérite, en fransk ridderorden, ligesom han i 2008 blev slået til Ridder af Dannebrog. Michaud er desuden kendt for sin kage Gateau Marcel, som mange konditorer senere har forsøgt at mestre. 

 

Hvis du vil lave mad med en af pionererne inden for Dansk gastronomi, og som for alvor fik det franske køkken til at blomstre i Danmark, så har du altså her muligheden. 

 

Kl. 18.00-19.00: Francis Cardenau

Francis Cardenau er vokset op i den franske pilgrimsby Lourdes. Allerede som 14-årig blev Francis sendt til den franske by Beauvais, 900 km fra familien i Lourdes, for at komme i lære som kok. Karrieren sendte ham rundt i det franske, blandt andet til Paris på Restaurant Copenhague. Under dette ophold mødte han danske Henriette, som han den dag i dag er gift med. I 1989 blev Francis hentet til Danmark for at være køkkenchef på Søllerød Kro som efterfølger for Michel Michaud. I 1993 drog Francis videre for at blive kok på den legendariske Kommandanten. Her formåede Francis som køkkenchef i 1997 at skaffe restauranten to michelin-stjerner, som den første danske restaurant.

 

I 2000 skiftede Francis til Le Sommelier, som blev en kæmpe succes. Senere blev han medejer af Copenhagen Concept, som udover Le Sommelier også talte Umami og bøfkæden Mash.  Le Sommelier blev desuden i 2012 kåret som den bedste lufthavnsrestaurant i verden.

 

Francis er desuden dommer ved det prestigefyldte Bocuse d’Or samt ved diverse kokkekonkurrencer, fordi han er så dygtig en smager og har en ekstremt høj faglighed.

 

Francis valgte i 2017 at trække sig tilbage som top-kok. Det afholder ham dog ikke fra at fortsætte udforskningen af nye bæredygtige råvarer og at lave mad i verdensklasse.

 

 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

ERHVERVSLIVET HAR OGSÅ FÅET ØJNENE OP FOR PARKPARK

Læs artikel

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien