Foreningen Hjemløs i Århus vinder 50.000 i landsdækkende konkurrence
Det danske brændstofselskab Go’on deler i disse uger 400.000 kroner ud til 25 lokale foreninger, som alle har deltaget i konkurrencen Årets Lokale Forening 2020 på støtdelokale.nu. Her var mere end 40.000 inde og afgive deres stemme til deres favorit. De 20 foreninger med flest stemmer kom i finalerunden, og her skulle en jury vurdere, hvordan placeringerne skulle fordeles. Juryen bestod af: Hanne Lene Haugaard, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd, Jan Schouby, Chefredaktør Aarhus Stiftstidende, Anne-Marie Rindom, OL-sejler, Isabella Arendt, Formand Kristendemokraterne og Lars Bilde, Partner HOP Group og bestyrelsesmedlem i en række danske virksomheder.
En af de foreninger, som var med i konkurrencen, var Hjemløs i Århus, og juryen var så begejstret for deres projekt, at de tildelte dem en flot 2. plads i konkurrencen, og dermed en kontant belønning på 50.000 kr. til foreningskassen.
Her er juryens begrundelse:
”Hjemløs i Århus er måske ikke en forening i traditionel forstand, men juryen vil gerne præmiere det store arbejde, der ligger bag projektet.
I en tid hvor Facebook og jagten på kortvarig berømmelse fylder stadig mere, er det befriende at opleve, at der stadig er mennesker, der vil lave et stort stykke frivilligt arbejde med det eneste mål for øje at hjælpe andre.
Hjemløs i Århus gør en stor forskel for mennesker, der ellers ikke har andre steder at gå hen og som ”almindelige mennesker” ofte ikke værdiger mange blikke.
Århus er den by i landet, der har den største procentvise andel af hjemløse, og derfor er det arbejde som Hjemløs i Århus gør vigtigere end nogensinde.”
Mick Kjær, administrerende direktør i Go’on, var forbi Værestedet i Sydhavnen for at overrække checken til foreningen, og det var en tydelig glad formand Rikke Sejthen, der sammen med to andre af de frivillige i foreningen, Kevin Petersen og Elsebeth Thomsen, tog imod.
”Det er helt fantastisk for os at modtage denne hæder. Vi arbejder på at indkøbe en foodtruck, som skal køre rundt i Aarhus og dele mad ud til de hjemløse og socialt udsatte, og de 50.000 kroner fra Go’on skal være med til at finansiere det projekt. Vi mangler stadig en del i at kunne indfri drømmen om en foodtruck, men vi håber, at andre også vil bakke op om projektet,” fortæller Rikke Sejthen.
Tager lokalt ansvar
Go’on er kendt for at have åbnet tankstationer i det lokale Danmark, hvor de internationale selskaber er flygtet fra. Det er på 10 år blevet til 163 nye tankstationer rundt i Danmark.
”Som Danmarks lokale tankstation føler vi også et ansvar for at støtte op om de lokalområder, hvor vi er til stede. Og lige præcis i år har rigtig mange foreninger brug for et ekstra skulderklap og en økonomisk indsprøjtning. Vi tror på, at de lokale foreninger binder mennesker sammen i de mindre samfund, og gør livet sjovere for både børn, unge og voksne. Derfor hylder vi de lokale foreninger på denne måde,” forklarer Mick Kjær, adm.dir i Go’on. Det er 5. år i træk at Go’on afholder konkurrencen.
Fakta:
- Hjemløs i Århus fik en 2. plads og 50.000 kr. i konkurrencen Årets Lokale Forening 2020
- Go’on kårer Årets Lokale Forening
- 499 foreninger var nomineret til Årets Lokale Forening
- 34.829 afgav en kommentar til de mange nominerede foreninger
- 42.130 afgav deres stemme i konkurrencen
- Go’on er et danskejet brændstofselskab, som driver 163 tankstationer i Danmark
- Go’on er en aktiv spiller i de lokalsamfund, hvor de har tankstationer.