Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fraværets nærvær – ny udstilling om de dødes liv i Cypern og Danmark

Af anders@sommersangdigital.dk

Ny udstilling på Moesgaard Museum fokuserer gennem kunst, antropologi og arkæologi på fraværet af dem, vi har mistet og de dødes nærvær. Og på kulturelle ligheder på tværs af grænser.

 

Hvordan lever de døde videre, efter de er væk? Hvordan forsøger vi at bevare vores minder? Disse spørgsmål præsenteres for publikum gennem kulturel praksis, ritualer og personlige historier fra Cypern og Danmark, når Moesgaard Museum fra 23. september 2017 præsenterer udstillingen Fraværets nærvær.

 

Minder og ritualer formes af den kultur vi lever i, men – spørger udstillingen – er der også kulturelle ligheder på tværs af grænser?

“Kunstværkerne har forskellige udtryk som foto, video, maleri, skulptur, design og blåtryk og mange af dem tager udgangspunkt i personlige historier om det at miste og stå tilbage med minderne. Alle værker udforsker ideer om, hvordan vi kan forbinde os med de døde, ” siger Ditte Lyngkær Pedersen, der er kurator og deltagende kunstner.

 

Udstillingen er et resultat af et tværfagligt og internationalt samarbejde mellem Danmark og Cypern og særligt de to Europæiske Kulturhovedstæder Aarhus 2017 og Pafos 2017. Den er produceret med støtte fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Pafos 2017 samt Statens Kunstfond. ”At vi deler vores år som Europæisk Kulturhovedstad med Pafos giver en fantastisk mulighed for at vise og hylde den kulturelle mangfoldighed i Europa, men også slægtskabet mellem kulturer. Kulturen har aldrig været mere vigtig, og gennem dette samarbejde skabes vigtige bånd – bånd som blive ved med at være der og bliver et vigtigt eftermæle for året. Jeg er stolt over, at Moesgaard har grebet denne mulighed, og jeg ser frem til udstillingen, hvor vi udforsker indhold, der handler om liv og død, ” siger administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

 

Der er ét overordnet tema: Fraværets nærvær

Gennem de udstillede genstande og værker får publikum indblik i forskellige perspektiver på døden under ét overordnet tema: Fraværets nærvær. Perspektiverne varierer alt efter de religiøse, kulturelle, historiske og politiske kontekster, men alle kaster de lys over, hvordan de levende fortsat er forbundet med de døde – og lægger op til publikums refleksion over egne forbindelser med de døde; med et nærvær som skabes af fraværet. Vi skal alle dø, og vi vil alle opleve at miste. “Formålet er at lave en montage, hvorfra den enkelte besøgende kan skabe forbindelser. Det er vores ambition at lade de udstillede kunstværker og genstande fremhæve aspekter af hinanden, som vil give publikum mulighed for både indsigt og interkulturel forståelse, ” forklarer antropolog og kurator, Ane Bonde Rolsted, om den tværkulturelle forbindelse.

 

Tre gratis foredrag

I forbindelse med åbningen 23. september vil der være rundvisning i udstillingen kl. 10.30 og 11.30, hvor det er muligt at møde nogle af kunstnerne. Om eftermiddagen er der i museets auditorium tre gratis foredrag, der relaterer sig til udstillingen. Foredragene foregår på engelsk.

 

Kl. 13.30-14.00: Ars longa, vita brevis af Yiannos Economou (videokunstner) og Galina Dimova (pianist). Foredragsholderne fortæller om de to kunstnere, Costas Economou og Nicolas Economou, der gennem deres henholdsvis lange og korte liv, på forskellig vis forholdt sig til døden i kunsten. Undervejs vil Galina Dimova spille uddrag af Nicolas Economous kompositioner på klaver.

 

Kl. 14.15-14.45: Funeral Icons from Cyprus: The image of the dead in Byzantine Art af Dr. Ioannis Eliades (Society of Cypriot Studies & direktør for det Byzantinske Museum i Nicosia). Foredraget sætter fokus på den byzantinske kulturarv på Cypern.

 

Kl. 14.45-15.15: Cyprus in the ancient Greek traditions and Byzantine representations related to the AfterlifeForedrag af Prof. Charalampos G. Chotzakoglou (Formand Society of Cypriot Studies). Foredraget handler om arkæologiske fund på Cypern, der giver stort indblik i traditioner og ritualer omkring døden i antikken.

 

Fraværets nærvær kan ses på Moesgaard Museum frem til 7. januar 2018.

Læs mere om udstillingen her:

Moesgaard Museum

Del artikel

Andre læser også