Gadegastronomi af bedste skuffe – Open Festival Court inviterer hele Aarhus til kulturkalas

Godsbanen bliver under Spot Festival omdannet til et virvar af kulturelle oplevelser med eksotisk mad, rulleskøjtefest, second hand tøj og meget mere. Alle er velkomne – også uden festivalarmbånd.
Under Spot Festival 2017 bliver Den Rå Hal ved Godsbanen et åbent samlingspunkt for obskure vinyler, spændende madvarer, roller disco fest og festivalens eneste officielle efterfest arrangeret af VICE – åbent for alle med eller uden armbånd. Hele molevitten går under navnet Spot Open Festival Court. Her inviteres byens borgere indenfor til gadegastronomi, second hand shopping, fællesskabsfølelse og meget mere på kreativitetens kulturelle platform på Godsbanen.
Nytænkende tiltag
”Spot Festivalen er vores hjertebarn. Spotuniverset skal mærkes af alle i Aarhus, også dem uden festivalarmbånd, og derfor inviterer vi i fællesskab ind til et fuldendt og gennemarbejdet kosmos med stærke aktører som Kødbyens Mad & Marked, Aarhus Volume, VICE, Godsbanen og nytænkende tiltag som ægte Roller-Disco party og vinylmarked. Og så holder vi festivalens eneste officielle efterfest, som bliver helt speciel,” fortæller Adrian Fey, kreativ direktør i Culture Works, som står bag Spot Open Festival Court.
Gadegastronomi af bedste skuffe
Hos Kødbyens Mad & Marked ser de frem til at servere lækkerier til de besøgende på Spot Open Festival Court. “Vi glæder os helt vildt til at samarbejde med Culture Works under Spot igen. Vi kommer med i alt 15 stadeholdere. Vi tager de allerbedste med fra både Aarhus og København. Nogle har endda debut i år under SPOT. Udenfor vil der være et hyggeligt grill’n’chill område, hvor du kan få varmen, når solen er gået ned, og den sidste koncert er forbi,” fortæller Jonas Kring, markedafvikler i Aarhus.
Vil give tilbage til århusianerne
Spot Festivalen er efterhånden dybt forankret i den århusianske bevidsthed, og det er de meget stolte af hos Spot Festivallens ledelse. Med Spot Open Festival Court vil de give noget tilbage til byens borgere. ”Spot Festivalen kan mærkes i hele byen. Det er helt vildt fedt, og det er vi meget stolte af. Derfor synes vi også, at det er vigtigt, at Spot står bag nogle gennemførte kulturmiljøer, hvor man gratis kan komme helt tæt på Spot Festivalen. Derfor har vi udviklet Spot Open Festival Court med Culture Works i hjertet af Godsbanen. Vi giver ligesom noget tilbage til århusianerne,” siger direktør for Spot, Gunnar Madsen.