Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Skjult perle: Et af byens bedste takeaway-steder ligger gemt bag byggerod og IC4-tog

Af Jonathan Sten Drivsholm

Der er ikke sådan lige til at finde, hvis ikke man har været der før.

Men har man først prøvet det, er der god chance for, at man vender tilbage.

For i Institut for (X) – godt gemt mellem Godsbanen, Arkitektskolen, en række opmagasinerede IC4-tog og byggerodet fra Lidls kommende hovedkontor – findes et takeaway-sted, der efter vores mening hører blandt Aarhus’ bedste.

Tokyo Kitchen er formentlig eneste sted i byen, hvor du kan få ægte japansk hverdagsmad.

menuen må du kigge langt efter klassikeren sushi – det kan du få så mange andre steder.

Til gengæld finder du alt fra månedens specialmenu katsudon til gyoza, sapporo miso-suppe og japansk is med matcha- og sesamsmag.

Fra skolelærer til køkkenchef

Bag Tokyo Kitchen står indehaver Aika Takahashi, der flyttede til Danmark fra Tokyo med sin mand for godt fem år siden.

I køkkenet er også Azusa Tsujiuchi. De to har begge arbejdet som skolelærere i Japan, men efter de flyttede til Danmark har de haft svært ved at få et job, så de valgte at gå en anden vej.

Skjult perle: Et af byens bedste takeaway-steder ligger gemt bag byggerod og IC4-tog
Azusa Tsujiuchi (tv) og Aika Takahashi (th)

“Japansk mad er ikke kun sushi og ramen, så vi ville vise alt det, japansk mad også er. Det var derfor, vi startede.

Til at begynde med var der ingen, der kendte os, så der var der ikke så mange kunder. Men med tiden har folk lært os at kende, så nu går det ret godt,” fortæller Azusa Tsujiuchi til MigogAarhus.

Men starten var ikke uden problemer for de to tidligere skolelærere, der aldrig havde prøvet at arbejde i et køkken før.

“Vi er ikke professionelle overhovedet, men vi har lært rigtig meget af at se YouTube.

Til at begynde med lavede vi mange fejl, så nogle kunder blev lidt skuffede over os, fordi de måtte vente lang tid på maden, men nu har vi forbedret os meget, og vi nyder at det,” siger Aika Takahashi.

Balancen mellem familie og arbejde

Tokyo Kitchens åbningstider adskiller sig en del fra de fleste andre takeaway-steder i Aarhus.

Biksen er kun åben på udvalgte dage, men du vil typisk kunne bestille mad onsdag til fredag mellem kl. 12.00 og 19.30.

Årsagen er, at Aika Takahashi og Azusa Tsujiuchi begge prioriterer deres familie.

Skjult perle: Et af byens bedste takeaway-steder ligger gemt bag byggerod og IC4-tog

“Vi er mødre til små børn, og det er vi meget glade for, men på samme tid er vi kvinder, der vil gøre, hvad vi vil. Vi føler, vi kan realisere os selv gennem Tokyo Kitchen.

Hver dag prøver vi at holde en god balance mellem at være mødre og drive Tokyo Kitchen. Det vigtigste for os er ikke penge – det vigtigste er, at vi nyder vores arbejde,” forklarer de to.

En himmelsk kylling

I fremtiden håber Aika Takahashi og Azusa Tsujiuchi, at deres mad kan nå længere ud end til folk, der bor i centrum.

“Jeg håber en dag, vi kan få en foodtruck, så vi kan sælge vores retter andre steder end her fra køkkenet. Det er min drøm,” fortæller Aika Takahashi.

Skjult perle: Et af byens bedste takeaway-steder ligger gemt bag byggerod og IC4-tog

Foreløbigt er begge glade for og tilfredse med tingenes tilstand hos Tokyo Kitchen, og de deler gerne ud af deres favoritter fra menuen.

Hvor Aika Takahashi foretrækker nummer 6 – en vegansk tofu-steak – er Azusa Tsujiuchi mest til nummer 1 ‘Karaage Don’, som også er Tokyo Kitchens mest populære ret.

Og det er ikke svært at forstå. For den friterede kylling er formentlig den mest saftige og lækre, vi nogensinde har smagt.

Sammen med tilbehøret af ris, revne gulerødder, frisk salat, fintskåret rødkål og teriyaki sauce går det hele op i en højere enhed. Retten får vores varmeste anbefaling – den skal bare prøves.

Skjult perle: Et af byens bedste takeaway-steder ligger gemt bag byggerod og IC4-tog
Nummer 1 ‘Karaage Don’

Du bestiller mad fra Tokyo Kitchen via SMS. Se hvordan her på Facebook, og tjek i øvrigt menuen her på stedets hjemmeside.

Hvad: Tokyo Kitchen
Hvor: Skovgaardsgade 5C
Hvornår: Typisk onsdag til fredag fra 12.00 til 19.30

Del artikel

Andre læser også