Interaktiv koncert med Aarhus Symfoniorkester: Duft, smag og musik smelter sammen
Hvornår har du sidst haft mulighed for at spille computer med 70 professionelle musikere, smage symfonisk chokolade eller styre takterne hos et helt orkester – med både hænder, fødder og en enorm badebold, som du spiller rundt i salen sammen med resten af publikum?
Sansernes symfoni er et fælles eksperimentarium, hvor der sættes fokus på det allermest grundlæggende i musikken: Legen, nydelsen og det sjove – og hvor du får chance for at påvirke musikken og interagere med orkestret på en ny og hidtil uhørt måde.
Du kan allerede opleve koncerten i morgen onsdag den 22. september i Musikhuset, og billetter kan købe lige her.
Gal eller Genial?
Koncerten indledes med tre værker af den unge canadiske komponist Maxime Goulet, som har specialiseret sig i krydsfeltet mellem det sanselige, det digitalt legende og det symfoniske.
Goulet er komponisten bag soundtracket til mere end 30 populære spiltitler, heriblandt Warhammer 40,000: Eternal Crusade, Roller Coaster Tycoon World, The Amazing Spider-Man og Dungeon Hunter.
Han er også hjernen bag den prisvindende Montreal Video Game Symphony – og til aftenens koncert spiller han på alle erfaringens strenge.
Komponeret på mørk chokolade
Efter en indledning af olympiske dimensioner åbner Goulet døren til en verden, hvor duft, smag og musik smelter sammen. På bestemte steder under koncertens andet værk dirigeres du til at spise forskellige stykker chokolade*, som er særligt udvalgte til at forstærke og udvide de melodier, du hører.
Sammenblandingen af sanseindtryk er en enestående oplevelse, som egentlig ikke kan videregives på video, men du skal alligevel ikke snydes for en lille smagsprøve på musikken:
Gigantisk oppusteligt joystick
“Strandvolley”, “retro-arkadespil” og “symfoniorkester” nævnes ikke ofte i samme sætning, men ikke desto mindre rummer disse ord essensen af koncertens festlige højdepunkt: Beach Ball Games for Orchestra.
Du og dine medspillere i salen prøver at vinde fem forskellige arkadespil ved at skyde en enorm badebold rundt i salen og på den måde styre handlingen på storskærmen. Jeres succes og fejltrin afspejles i musikken på scenen, der ændrer sig i takt med kampen.
Danske bobler og spritnye takter
Aftenen afrundes af to nye danske værker, skrevet af Pernille Sejlund og Rasmus Zwicki.
Sejlunds Bubbles lader et vandfald af sæbebobler strømme ned fra de øverste balkoner, og du vil opleve, hvordan musikken perler, popper og svæver i takt med de faldende sfærer.
Zwickis 0123456789 er straks mere håndfast. Stykket er komponeret specielt til denne koncert, og skaber et direkte sammenspil mellem orkestret på scenen og publikum i salen, hvor du og dine medpublikummer får tildelt det rytmiske ansvar for musikken og skal klappe og stampe orkestret igennem værkets spilopper og fantasifulde satser.
Det venter dig med andre ord en helt særlig aften i symfonien, hvor du bogstavligt talt får lov at spille med. Den slags mulighed får man faktisk kun til en Kontakt-koncert med Aarhus Symfoniorkester.