Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jesper Koch i Aarhus Central Foodmarket på Sankt Knuds Torv

Af anders@sommersangdigital.dk

For nogle måneder siden sprang Jesper Koch ud af de vante omgivelser og meldte sig klar til nye, gastronomiske udfordringer. Og der kan nu sættes et overraskende navn (og sted) på et af Jespers næstkommende projekt. Jesper Koch er nemlig blevet ansat som Gastro Expert på projektet Aarhus Central Foodmarket, som er Aarhus’ nye madmarked på Sankt Knuds Torv. Og for den kendte kok er det afgørende, at arbejde med et madeventyr, der er ambitiøst, sjovt og kan tilføre byen noget helt nyt.

 

Gastronomisk legeplads

Jespers rolle som Gastro Expert bliver blandt andet at sætte skub i en række event-tiltag og sætte scenen for at lege og udfordre sammen med andre. Kokke, passionister og producenter. Store som små. ”Ambitionen er, at Aarhus Central Foodmarket skal være det aarhusianske samlingspunkt for mad og sanseligheden heri. Her kan man opleve ”on stage” leg med topkokke, konkurrencer, talentudvikling, demonstrationer og foredrag eller samtaler med omdrejningspunkt i mad og særlige råvarer”, fortæller Jesper Koch. Han bliver blandt andet også ansvarlig for hallens show-køkken, som fx skal huse præsentationer af årstidens temaer, hvor fødevarer fra hallen – og ikke mindst menneskerne bag – bliver inviteret i køkkenet for at inspirere de besøgende i og omkring Sankt Knuds Torv.

 

Forrygende asiatisk mad

De besøgende vil desuden kunne opleve og smage Jespers mad i Aarhus Central Foodmarket. ”Det er bestemt planen, at jeg også skal arbejde med min mad i projektet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at bruge det som en platform til at eksperimentere med et af mine nye koncepter, nemlig en bod med forrygende asiatisk mad, som i dag ikke findes i Aarhus. På den måde kommer jeg tæt på de besøgende og fornemmer deres reaktion på mine nye idéer”, pointerer han.

 

Hvorfor netop dette projekt?

”Jeg har igennem de seneste 20 år arbejdet med flere sider af branchen. Jeg har indrettet, åbnet og drevet restauranter. Jeg har arbejdet med og rykket på opfattelsen af, hvad producenter kan. Jeg har kendskab til mange små og dygtige producenter, der er eksperter på lige netop deres råvare. Og så har jeg leget med mere underholdende aspekter som tv, konkurrencer og demonstrationer. Og i dette koncept får jeg muligheden for at samle al den erfaring, fortolke den og samle den under ét tag – sammen med andre, der brænder for sagen”, forklarer Jesper Koch. ”Og så er det da et vildt projekt!”, udbryder han. ”Tænk engang at det område har ligget dødt i så lang tid – og nu har vi muligheden for at gøre noget til gavn for byen. Indenfor lige nøjagtig det felt, jeg brænder for. Det er da en fantastisk forvandling fra et glemt torv til et multihus og grønt område. Især når det ligger så centralt og når vi som by har en masse ekstraordinære indsatser i 2017, hvor vi blandt andet er kulturhovedstad og gastronomiregion. Det er jo det første område man møder, når man bevæger sig fra banegården og ind i byen”.

 

På med arbejdshandsken

Aarhus Central Foodmarket er initieret af Frantz Longhi, som er direktør for selskabet bag projektet. Projektleder på projektet hedder Johanne Sønderlund Birn og har mange års erfaring med udviklings- og forskningsprojekter i fødevarebranchen fra bl.a. AgroTech. Johanne supporteres desuden af tunge kræfter fra den kulturelle scene, indenfor forretningsudvikling og på det kommunikative – og er forankret i en organisation, hvor alle backoffice-funktioner og mere tekniske aspekter allerede er etableret og velfungerende.

vision for SKT-2

Jesper Koch bliver derfor en del af det team, som arbejder dedikeret med madmarkedet og dermed også sammen med Frantz Longhi. ”Jeg har stor respekt for, når nogen går all in og gør tingene ordentligt”, forklarer Jesper Koch, ”og jeg synes Frantz med dette projekt har en rigtig god idé til gavn for byen. Vi har derfor aftalt en rigtig god organisering, hvor vi bidrager med forskellige kompetencer og netværk. Og her er min styrke især, at jeg altid har arbejdet tæt på den udøvende del af gastrofronten. Vi kan sagtens give hinanden plads og byde ind med det, vi hver især er gode til – så det kan kun blive godt”, slutter han.

 

Allerede fuld gang i den

Den nye hverdag er kun lige startet for kokken, der allerede er i fuld gang med mødeaktiviteter, arbejdsfordeling og planlægning på projektet. Og alt det vil der blive fortalt mere om, når tiden er rigtig og informationerne tydelige. Men mest af alt glæder han sig til, at det nye marked står færdigt, så de besøgende kan blive forkælede. Helt centralt i Aarhus.

Jesper Koch

”Vi arbejder på, at samle det bedste inden for hver kategori af fødevarer: Specialvarer og madboder. Ikke det dyreste, ikke det billigste, men det rigtige – og lege med dem, der kan og vil dedikere sig til legen. Og ikke mindst at gøre varer tilgængelige for aarhusianerne og byens gæster, som de måske i dag slet ikke har adgang til”, slutter en spændt Jesper Koch.

 

 

Del artikel

Andre læser også