Serveret fra campingvogn på havnen: Nye, smagfulde burgere i Aarhus
Vi har gode nyheder til alle burgerelskerne i byen.
Aarhus har nemlig fået ny burger pop-up, og de lover at være ”de mest smagfulde burgere, du nogensinde har smagt.”
Navnet er Johnny Bangkok Burgers, og de holder til i en amerikansk airstream-campingvogn på havnen.
Det er Madklubben, der står bag det nye burgerkoncept, som de eksperimenterer med lige nu.
En gruppe af Madklubbens kokke har brugt de seneste måneder på at udvikle de ’mest smagfulde burgere, du nogensinde har smagt.’ Det skriver Madklubben i en mail til MigogAarhus.
Fire perfekte burgere
Menukortet er bygget op om fire burgere. En cheeseburger, en korean fried chicken burger, en fish burger og en veggie burger.
Med hver enkelt burger er der én mission. Den skal være så smagfuld som overhovedet muligt.
“Jeg har smagt hundredvis burgere over de seneste måneder. Og det har seriøst været en fest. Vi har testet, udviklet og smagt os frem til de helt rigtige kombinationer.
Tag for eksempel vores fish burger. Den ville vi rigtig gerne trække i en asiatisk retning, så vi har skabt en patty af blue crab, som så bliver mødt af daikon pickles, hoisin sauce, yuzu mayo, peanuts, holy basil og kål.
Det tog nok 86 tests, før vi følte, at den var lige i skabet. Og den er seriøst vild,” siger Peter Madsen.
Sauce for enhver smag
Prisen for en burger er 75 kr. og skal man have en combo, hvor man får en valgfri side og en sodavand med, så koster det 100 kr.
Går man den vej, skal man ikke snyde sig selv for at gå ombord i Johnny Bangkoks sauce-univers, hvor der venter black garlic, wasabi, goma, teriyaki-barbeque, holy basil, chunky chili, sweet n’ heat, yuzu, bangkok sauce og kimchi. Hver sauce koster 10 kr.
Johnny Bangkok burgers holder til foran Madklubben på havnen, og har åbent onsdag til søndag fra kl. 11.30-20.30.
De mest smagfulde burgere
Der ligger et stort arbejde bag udviklingen af de perfekte burgere til Johnny Bangkok Burgers.
“Vi er en del burgernørder i Madklubben. Og for et par måneder siden aftalte vi så, at ville vi gå all in og skabe de mest smagfulde af slagsen.
Derfor har vi brugt ekstremt mange timer i vores food lab på at nørde alt lige frembringelsen af den ultimative stegeskorpe til udviklingen af burgersaucen over dem alle.
Det arbejde tester vi hen over sommeren på havnen i Aarhus, og hvis folk har lige så meget optur over vores burgere, som vi selv har, så er det ikke usandsynligt, at Johnny Bangkok på et tidspunkt åbner som en restaurant,” siger Peter Madsen, der er en af idemændene bag Johnny Bangkok Burgers.