Kähler lancerer et særligt stykke Aarhus2017-smørrebrød

I anledning af kulturåret har Kähler Spisesalon nu et særligt stykke Aarhus2017-smørrebrød på menukortet. Smørrebrødet, der er en nyfortolkning af den danske nationalret stegt flæsk med persillesovs, kan nydes i selskab med hjemmebrygget øl fra Restaurant Domestic.
Dansk smørrebrød er måske en af tidens allerstørste madtrends. Særligt de udenlandske medier har fået smag for ”Danish open sandwiches”, og i Aarhus, hvor man netop har skudt kulturåret i gang, bliver de danske madtraditioner hyldet i stor stil.
Aarhus2017-smørrebrødet er smagen af Aarhus
Hos Kähler Spisesalon i M.P. Bruuns Gade har køkkenchef Jannie Våtevik udviklet et særligt stykke Aarhus2017-smørrebrød. Smørrebrødet består af svinerilette med syltede, økologiske rødbeder, mayonnaise på persille og peberrod og på toppen sprøde sværd af dansk velfærdsgris. ”Aarhus er en smuk og jordnær by med plads til kreativitet og store drømme. Dét vil vi gerne vise alle byens besøgende, og derfor har vi taget den gamle, danske klassiker og ladet stegt flæsk med persillesovs få nyt liv i en kreativ nyfortolkning som højtbelagt smørrebrød. På den måde kan man sige, at Kählers Aarhus2017-smørrebrød er smagen af Aarhus,” siger Jannie Våtevik, der er køkkenchef hos Kähler Spisesalon.

Domestic Brew til at slukke tørsten
Til at slukke tørsten kan man som gæst hos Kähler Spisesalon desuden helt eksklusivt vælge imellem tre forskellige Aarhus2017-øl: Den friske og lette ”Almanak”, den lyse og let ristede ”reLIGHT my Fire” og den krydrede IPA ”Et Hop.” Øllene bliver hjemmebrygget og håndtappet hos Restaurant Domestic i Mejlgade og serveres hos Kähler Spisesalon i et begrænset oplag.

Tjener og medejer af Restaurant Domestic, Ditte Susgaard, fortæller om samarbejdet med Kähler Spisesalon: ”Kähler Spisesalon er en restaurant, der ligesom Restaurant Domestic fokuserer på det gode håndværk. Vi syntes ideen med et Aarhus2017-smørrebrød var ret sjov, så vi besluttede at støtte op om tiltaget med en serie Aarhus2017-øl. De hjemmebryggede øl er lette og forfriskende med aromaer, som understøtter smagsnuancerne i Kählers Aarhus2017-smørrebrød.”

Kählers Aarhus2017-smørrebrød kan prøves for 79 kroner, og vil man have en Domestic Brew ved siden af skal man af med yderligere 59 kroner.
Mest læste historier i dag
Udvalgte artikler
Nyheder
Læs artikelCyklist ramt af lastbil i Aarhus
Nyheder
Læs artikelNu stiger disse billettyper i pris
Mad i byen
Læs artikel