Bølgernes brusen, den bådfyldte marina og omgivelsernes følelse af at være langt væk fra alting og alligevel blot et stenkast væk fra storbyen, var noget af det, der fik Søren Dalhof til at kaste kærligheden på den gule træbygning ved Kaløvig Bådelaug.

I 2017 overtog han og konen badehotellet med den ideelle lokation ude på kanten af Aarhus. En placering han stadig ikke klager over – trods alt. “Men nogle gange spørger jeg da: ‘Hvad fanden har jeg gjort i et tidligere liv?'” siger Søren Dalhof og griner.

Og grine det er man nødt til, når man begynder at spekulere på, om årsagen til det uheld, der nærmest har fulgt en som en skygge, skyldes karma eller måske, at marinaen og badehotellet ved Kaløvig ligger ovenpå en gammel og forbandet vikingegrav. Men det er det ikke. Og det ved Søren Dalhof også godt.

Men den erfarne hotelejer ved også, at man i kriser må se lyst på tingene, og det gør han så også. Især når det ikke længere kun er Aarhus Bugten, han har udsigt til, men også en snarlig åbning af hotellet, der nu har ligget i coronahi i to måneder.

“Jeg er optimist – altså hvad fanden er alternativet?”

Gennem ild og vand

Og det er et godt spørgsmål, men også lidt af en bedrift – alt taget i betragtning. 22. april 2019 midt på eftermiddagen sidder Søren Dalhof på sin pind med telefonen i hånden. Her sidder han og snakker om menuen med et par fra Vejle, der vil holde deres bryllup på stedet, da en af hans kokke kommer løbende ind og afbryder ham.

‘Chef det brænder’, siger han.

‘Ja, ja men så sluk det dog,’ svarer hotelejeren afslappet og stadig med forbindelsen til Vejle i den ene hånd. Lidt ild er der jo altid i et køkken, tænker han. Men denne gang er det altså ikke bare et viskestykke, der er brændt på en kogeplade.

‘Det er større end det,’ forsikrer kokken nu mere alvorligt.

Et elskab er gået i flammer ude ved vareindleveringen, og en vindfuld dag har sat fut i køkkenet og tagkonstruktionen. Søren Dalhof har hasteafsluttet telefonsamtalen med parret fra Vejle og tilkaldt brandvæsenet.

Mens udrykningen er på vej, løber de to ind efter en brandslange i festsalen. Men slangen sprænger og laver en kæmpe vandskade på gulvet. Nærmest symptomatisk. Gennem ild og nu også en vandskade ankommer brandfolkene, efter det der føles som en evighed for Søren Dalhof. Selvom det føles sådan, er det dog alligevel tids nok til at få branden under kontrol, som primært går udover vareindleveringen, køkkenet og tagkonstruktionen. Ingen kommer til skade.

En til to måneder og så er skaderne udbedret, lyder meldingen, dagene efter flammerne fik fat i hotellet. Men sådan går det ikke. For under taget er der omfangsrige sodskader, kabler der er blevet svitset og en begyndende brændt lugt.

“Det er først nu her et helt år efter, at vi rigtig er færdige med al renoveringen af skaderne fra branden,” fortæller Søren Dalhof, der i de tre følgende og vigtige sommermåneder efter uheldet, kunne aflyse møder, konferencer og sætte restauranten på stand-by med et køkken, der først var tilbage i august.

Har fået en uppercut

Spoler man tiden frem til i dag, så lugter det ikke længere brændt på badehotellet, men det lugter lidt af deja-vu, når man for andet år i træk igen har kunnet ringe rundt og aflyse arrangementer og fester på stribe – denne gang på grund af verdensomspændende pandemi, der har lagt landet ned.

“Det er lidt irriterende, at man har erfaring i sådan noget, fordi man nu må gør det her to år i træk. Men så må man jo ringe ud til folk og fortælle det, som det er,” siger Søren Dalhof, der sidste fredag med glæde kunne konstatere, at han fra på mandag kan åbne igen efter to måneders pause.

Her bliver det både restaurant- og hoteldelen, der åbner, mens privatfester, møder og konferencer stadig må vente. Og så bliver det også med et nyt ishus – kaldet Isbåden, som skulle have været åbnet til påske, inden corona satte Danmark på pause.

Hvordan og hvorledes det bliver at åbne igen, er dog stadig fyldt med spørgsmålstegn. Hvor mange må man åbne for og hvordan? Tør danskerne tage ud og spise det næste års tid? Og kommer der en corona-bølge nummer to? Spørgsmålene skubber sig på, og det samme har tvivlen også gjort undervejs.

“De søvnløse nætter har været mange de seneste to måneder. For i bund og grund koster det mig penge hver eneste dag, selvom vi får noget hjælp og har sendt medarbejdere hjem med lønkompensation, så bliver likviditeten hele tiden mindre og mindre,” siger Søren Dalhof, der er sikker på, stedet var gået ned uden hjælpepakkerne.

“Vores forretning har fået en ‘uppercut’. Selvom vi må åbne om lidt, så har vi fået alt annulleret i maj. Vi kigger ind i en tom kalender, så vi kommer til at arbejde hårdt, men vi skal nok komme igennem. Jeg er født optimist, og jeg tror på, at det her skal vi nok klare. Hvis ikke jeg troede på det, så skulle jeg slet ikke være selvstændig.”