Danmarks vildeste udendørs scene?: Kom med indenfor i ekstremt ambitiøst Aarhus-projekt
Bag os skriger en flok nyslåede konfirmander, der hænger med hovedet nedad i 20 meters højde.
Under vores fødder er en helt ny ø opstået på kanten til Marselisborgskovene.
Men det er foran os, den egentlige hovedattraktion tårner sig op.
Med ganske få dage til den store åbning er byggeriet af Tivoli Frihedens nye scene stadig i fuld gang, men den skal nok blive klar i tide, forsikrer parkens direktør Henrik Ragborg Olesen.
Han vil snart tage os med bag kulisserne på det omtrent 85 mio. kr. dyre byggeri.
Scenen har været på tivolis tegnebræt i godt 10 år, og håbet er, at aarhusianerne om få år vil tale om en tid før og en tid efter parkens ekstremt ambitiøse scenebyggeri.
Første forsmag på Friheden 2.0, som de selv kalder det, kommer med åbningskoncerten på fredag.
Målet har fra start været at skabe Danmarks bedste udendørs scene, men spørgsmålet er, om det er lykkedes?
Det har vi forsøgt at blive klogere på.
Festival hver fredag
Her fra koncertpladsen, der skråner ned mod scenen, er det i hvert fald et imponerende syn, der møder os, omend det er tydeligt, at byggeriet stadig mangler det sidste.
Netop pladsen, hvor græsset så småt begynder at blive rullet ud, er omkranset af, hvad der nu ligner en voldgrav, men som inden længe vil være en rislende å, der kommer til at løbe hele vejen rundt om scenebygningen og ende i Svanesøen.
Vandløbet adskiller sceneområdet fra resten af parken og betyder, at koncertpladsen og hele scenebyggeriet udgør en ø, hvortil der kommer 5 hængerbroer, man som gæst skal krydse.
Foran scenen finder man også to nye bygninger, der vil glæde alle, som i tidens løb har ventet i lange toiletkøer under Fed Fredag.
To spritnye toiletbygninger er skudt frem, og på toppen af dem er der rooftop bars, hvorfra man har ekstra godt udsyn til koncerterne.
Alt sammen skal medvirke til, at koncertgængere i parken får en følelse af at være til festival hver fredag.
Mad med udsigt til skov og sø
Vi bevæger os ind i den runde scenebygning, der også byder på lidt af hvert inden døre.
Her skal der bl.a. være to store restauranter på to forskellige etager.
Nederst åbner Madscenen, der bliver en familierestaurant med omkring 180 pladser, hvoraf de 50 kommer til at være ude på balkonen med udsigt til Svanesøen og skoven.
Det samme er tilfældet ovenover i den mere eksklusive restaurant Backstage, som vil være indrettet med lækre møbler og have social dining samt unikke smagsoplevelser i højsædet.
Begge restauranter forventes at åbne i løbet af sommeren, og efter planen skal det også være muligt at spise her, selv når musikken spiller for fuld udblæsning i den modsatte ende af bygningen.
Det kan kun lade sig gøre af en helt særlig årsag.
2 bygninger til fundamentet
På etagen, hvor restauranten Backstage ligger, er der også to ekstra spiserum, som er mulige at booke for selskaber, der vil sidde for sig selv.
Begge spiserum har kæmpestore vinduespartier, der vender ud mod henholdsvis skoven og tivolis forlystelser, så uanset hvilket man vælger, er der garanti for god udsigt.
Og ved indgangen til spiserummene finder man forklaringen på, hvordan det kan lade sig gøre at spise i restauranterne, mens kunstnerne giver den gas på scenen.
For selvom den nye scenebygning udefra ligner ét stort byggeri, er den det faktisk ikke.
Der er derimod tale om to bygninger bygget med ganske få centimers afstand, hvorimellem der er lagt et lag isolering, der skal sikre, at lyden fra scenen ikke forplanter sig til restauranterne.
”Du skal forestille dig, at det her hele vejen ned til fundamentet faktisk er to bygninger, som kan pilles fra hinanden,” forklarer dagens rundviser, Tivoli Friheden-direktør Henrik Ragborg Olesen.
Stjernernes eksklusive gemakker
Rundvisningen fortsætter på scenebygningens øverste etage, hvor både parkens personale og de store stjerner, der skal optræde på scenen, fremover vil holde til.
Henrik Ragborg Olesen fortæller, at stjernerne typisk vil ankomme om formiddagen og have etagen som sit primære opholdssted hele dagen op til aftenens koncert.
Og det er fine faciliteter, må man bare sige.
Der er både stort spiserum med indbygget fadølsanlæg og bygningens bedste udsigt over tivoli samt et loungeområde med udsigt til skov og rig mulighed for at lade batterierne op.
Imellem de to rum løber en lang gang, hvor tivolis personale har kontorer til den ene side, og overfor er der omklædningsrum til artisterne.
De største stjerner kan se frem til at blive tildelt rum med eget bad og toilet.
”Vi har virkelig gjort meget ud af at spørge dem, der har forstand på tingene og bruge det i byggeriet,” siger Henrik Ragborg Olesen, der håber at kunne tiltrække store internationale navne allerede næste år.
Underjordisk fadølssystem
Vi går ind i elevatoren, som der selvfølgelig også er en historie til.
Den er dyb og nærmest hospitalsagtigt stor, hvilket skyldes, at særligt internationale kunstnere gerne medbringer flight cases, som skal med op på øverste etage.
Vi skal modsatte vej, og snart træder vi ud i scenebygningens kælder, hvor et stort centralkøkken, der skal lave mad til boderne i tivoli, fylder mange af kvadratmeterne.
I kælderen finder man også et lille præhospitalsrum, som man nemt kan komme ned i fra koncertpladsen, og et mørkt rum, hvor der skal laves tv til scenens storskærme.
Direkte under scenen findes et sirligt system af rør, der leder ud til de mange barer, som snart skyder frem rundt om på koncertpladsen.
Igennem dem bliver barerne forsynet med dataforbindelse, vand og elektricitet.
Selvsamme rør går igen i rummet ved siden af, men her har de straks en lidt mere spændende funktion.
For her i kølerummet står 10 kæmpestore tanke hver med plads til 1.000 liter fadøl, som gennem de underjordiske rør skal flyde ud til barerne og skåne parkens ansatte for rygskader (fordi de slipper for at bære på tunge fustager).
Farvet lys fra 4.500 lamper
Tilbage på koncertpladsen, hvor der bliver plads til op imod 17.000 mennesker, lægger vi nakken bagover for at kigge mod de skærme, som allerede er sat op over scenen.
Bag dem skal der i alt være 4.500 LED-lamper, og efter arkitektens vision skal det fremstå som en form for scenetæppe.
Lamperne kan lyse hele bygningen op i forskellige farver og indgå i kunstnerens sceneshow – og ikke nok med det.
”Vi kan også vise en film eller et stykke kunst, der løber hen over skærmene. Det kan også være snefnug, der daler ned.
Det er meget imponerende og noget af det, jeg glæder mig rigtig meget til,” fortæller Henrik Ragborg Olesen, der samtidig peger på, at der med den nye scene er skruet op for lydkvaliteten og -styrken.
Scenen er nemlig drejet 61 grader, så den nu vender ind mod skoven, og der er sat vinger op langs siderne med lydabsorberende materiale, som skal skåne Tivoli Frihedens naboer på Skovbrynet.
Den store test står fredag
Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Er det lykkedes at skabe Danmarks bedste udendørsscene?
”Det vil tiden vise. Jeg tror på, at vi har lavet noget rigtig, rigtig godt, og at det bliver den bedste udendørs scene, der findes her i landet, men det skal publikum bedømme, når de begynder at komme på fredag,” svarer Henrik Ragborg Olesen.
Fredag har albumaktuelle Tina Dickow, som er født i Åbyhøj, æren af at indvie scenen. Med sig tager hun stærke danske navne som Steffen Brandt, Lis Sørensen, Kjartan Angrim og Pauline.
Da vi er på besøg, er der 11 dage til koncerten, og der bygges stadig på livet løs.
Men Henrik Ragborg Olesen er sikker i sin sag – scenen bliver klar til den 6. maj.
”Jeg så faktisk lige direktøren fra entreprenørfirmaet, og jeg bemærkede, at han så rolig ud.
Det er ham, der har ansvaret for, at vi bliver færdige, så jeg tror, det holder,” lyder det fra en storsmilende tivolidirektør.
Se alle årets Fed Fredag-navne her
Hvad: Ny scene indvies med åbningskoncert
Hvor: Tivoli Friheden på Skovbrynet
Hvornår: Fredag d. 6. maj kl. 20.00