Med ekstremt kort varsel: Storskærms-event i Aarhus aflyst
Tour de France-feberen raser i Danmark, hvor verdens største cykelløb senere i dag starter i København for første gang. nogensinde.
I den forbindelse var et storskærmsarrangement planlagt hos Aarhus Cykelværksted i Sydhavnskvarteret, men det bliver desværre alligevel ikke til noget.
På dagen for Tour-starten har arrangørerne nemlig meldt ud, at eventet er aflyst. Det skriver Lokalavisen.
“Aarhus Cykelværksted havde ikke fået de nødvendige midler i tide til at kunne nå at arrangere storskærmsarrangementet af Tour de France ved Sydhavnen,” lyder forklaringen i en pressemeddelelse ifølge avisen.
Storskærmseventet var arrangeret af Aarhus Cykelværksted i samarbejde med Reuse, og det skulle bl.a. finansieres med økonomisk støtte fra Aarhus Kommune.
Men kommunens bidrag til arrangementet kom altså ifølge arrangørerne for sent, og derfor må aarhusianerne nu kigge langt efter storskærmseventet, der skulle have vist Tour-starten.
Der bliver i alt kørt tre etaper af årets Tour de France i Danmark, inden feltet fortsætter løbet i Frankrig.