Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mig & Ølsnedkeren – en ny ølbar med vildgær og “rigtige” pints

Af Line Ingwar Karlsen

Ny ølbar med kult-potentiale ser snart dagens lys. I Mejlgade sker der noget. Det er i de lokaler, som før husede Hot Buns, der i disse dage bliver formet og bygget om til en ølbar af de store. Ikke efter samme model som vi normalt ser i Aarhus. Men af den type, hvor funky øl, sort øl, vildgær, eksperimenterende øl og hjemmebryg er på en del af hanerne. Målet er at lave et ølhus med en helt særlig sjæl. Et sted hvor øl ikke bare er importeret fra bryghuse rundt omkring i verden, men simpelthen at brygge øllet til stedet og dets kunder. Umiddelbart en god idé at lade stamkunderne ønske, hvad de vil drikke.

 

Partnerskab om dåsen med malt og humle

Det er Nick Theilgaard Olesen, som starter Mig & Ølsnedkeren. Det er også ham, vi vil møde i Mejlgade. Det er altså ikke en franchise af baren og bryggeriet, Ølsnedkeren, i København, men derimod Nick Theilgaard Olesens eget projekt, som Ølsnedkeren har støttet op om. Nick Theilgaard Olesen har længe haft et ønske om, at Ølsnedkerens øl burde komme til Aarhus på fast basis. I øvrigt er Nick Theilgaard Olesen selv en af hovedpersonerne i Gamma Brewing Co.

Mig & Ølsnedkeren
Fra venstre: Tobias Rosenvind Rieck(Brygger og idemand hos Ølsnedkeren og Brøggeren. Hovedkraften bag de sure øl), Nick Theilgaard Olesen(Indehaver og barchef hos Mig & Ølsnedkeren, medejer og idémand i Gamma Brewing Co.), Simon Toft Hansen(Idémand, iværksætter og koordinator i Ølsnedkeren og Brøggeren med flere)

Åbner lige om lidt…

Der bygges og bygges i lokalerne i Mejlgade. Da jeg talte med Nick, fik jeg indtrykket af, at alt gik efter planen. Men jeg kunne ikke få en præcis åbningsdato ud af ham. Dog ville han godt love, at det er først i februar, der bliver åbnet for ølhanerne. Det er store lokaler, vi har med at gøre, og med plads til små 100 mennesker og en totalrenovering, er der lidt at se til. Der er fast 20 forskellige haner plus øllet på flaske.

 

Funky øl og øl sort som tjære

Surt og sort, stout og imperial stout, vildgær. Rolig nu. Der vil være øl for enhver smag hos Mig & Ølsnedkeren, men fokus vil være det mere naturlige øl. Altså det øl, som brygges med vildgær ikke efter faste opskrifter. Før i tiden, var øllet mere syrlig end vi kender i dag, primært fordi de vilde gærstammer opførte sig anderledes, og var sværere at styre, i forhold til nye tiders industrigær. Blandt andet har Ølsnedkeren kreeret en koldtgæret saison brygget på den nye gærstreng fra White Labs. Det er en videreudvikling af strengen, som er isoleret fra æbler, som stammer fra Lilleø.

Øl, der er sort som natten, vil også blive stærkt repræsenteret hos Mig & Ølsnedkeren. Hvor meget og hvor lidt kunne jeg ikke få ud af Nick Theilgaard Olesen. Men han lovede mig, at jeg ikke ville blive skuffet. Derudover byder Mig & Ølsnedkeren på en kaffeporter med kenyansk kaffe fra den lokale kaffebar La Cabra, som ligger 3½ stenkast fra døren ind til baren.

 

Bar af 300 år gammelt egetræ

Masser af træ, bygget af 300 år gammelt egetræ fra en gammel vindmølle i Haderslev. Stolene er fra  60’erne og fundet på diverse franske markeder. I lokalerne bliver der plads til 80 siddende gæster, plus dem som kan sidde/stå i baren. Så der er tale om en overordentlig stor bar. Den bliver i to etager. Målet er, at skabe en dagligstue-stemning med grønne planter, billeder på væggene, lyst og venligt indrettet, men alligevel med mange hyggekroge.

 

Gode priser og “rigtige” pints

Noget, som har irriteret mig længe og gør til stadighed, er, at man på flere af byens barer sælger pints, som kun har 0,4 liter i glasset. Det er sgu ikke i orden. En rigtig engelsk pint er der 0,56 liter i. Alt andet er svindel og humbug. Derfor blev jeg glad, da Nick Theilgaard Olesen fortalte mig, at hos Mig & Ølsnedkeren serverer de “rigtige” pints med 0,56 liter i. Tak for det. Priserne starter ved 30 kroner for en lille øl. En pint “på godt en halv liter” koster 50 kroner. Der må ikke ryges indendørs hos Mig & Ølsnedkeren. Der er ingen mad, men snacks der passer til øllet.

 

Velkommen til Mig & Ølsnedkeren, det tegner godt!

 

Mig & Ølsnedkeren

Mejlgade 12
8000 Aarhus C
Telefon 51 29 23 13

 

Åbningstider
Mandag – onsdag fra 14.00 – 12.00
Torsdag fra 14.00 – 02.00
Fredag fra 12.00 – 02.00
Søndag er der lukket