Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Musikhuset fylder 40: Kom i dronningelogen eller få direktøren som chauffør

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: PR.
Foto: PR.

Musikhuset Aarhus fejrer i år 40 års jubilæum, og i den anledning har de anlagt et stort festligt program med musikalske oplevelser, fødselsdagsfestival og overraskelser for husets gæster.

Musikhuset Aarhus har i intet mindre end fire årtier gjort musikelskeres drømme til virkelighed ved at præsentere de dygtigste danske og internationale kunstnere live på scenen.

Det er over årene blevet til utallige legendariske liveoplevelser, og Musikhuset har bidraget markant til at placere Aarhus som en central og sprudlende kulturby.

Det kalder på en kæmpe fejring. Musikhuset skyder feståret i gang med lanceringen af et ekstraordinært jubilæumsprogram.

”Vi har brug for fællesskabet og livemusikken mere end nogensinde. Vi vover pelsen og sigter højt, når vi fejrer kulturens genåbning og Musikhusets 40-års jubilæum.

Vi glæder os til at byde velkommen til et ganske særligt år i Musikhuset, hvor vi kigger tilbage på husets stolte historie og sætter retningen for fremtidens musikhus,” siger Musikhusets direktør Jan Christensen.

Musikhuset fylder 40: Kom i dronningelogen eller få direktøren som chauffør
Foto: PR.

Ekstraordinært jubilæumsår

Siden åbningen har Musikhuset været i konstant udvikling, så det nu danner ramme om et overflødighedshorn af fede liveoplevelser for husets op mod en million årlige besøgende.

Det afspejler programmet for jubilæumsåret, der byder på verdensstjerner, store danske kunstnere, nye gæsteoplevelser, unikke samarbejder og en håndfuld hemmeligheder.

”Vi præsenterer et program der i dén grad vinker farvel til corona. Det er ambitiøst, eksperimenterende og byder på nye, spændende samarbejder.

Vi har valgt at fejre vores jubilæum hele året igennem, hvor vi byder på koncerter, oplevelser og markeringer, som på en eller anden måde stikker af fra det normale,” siger Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj.

Masser af store stjerner og fede musicals

Musikhuset har proppet jubilæumsprogrammet med verdensstjerner som Anna Netrebko, Rufus Wainwright, Ray Chen & The Knights, Cécile McLorin Salvant og Diana Krall.

Programmet byder også på en perlerække af de største danske kunstnere som Mads Langer, Tina Dickow, kongelige balletdansere, Det Kongelige Kapel, Marie Key, Annika Aakjær og mange flere.

Læg dertil nye, spændende musicals som She Loves You med The Beatles’ forrygende sange samt Susanne Bier og Thomas Helmigs Den Skaldede Frisør.

Publikum kan også glæde sig til Star Wars-filmkoncert med Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas 75 års jubilæumsforestilling Greven af Luxembourg.

Ny festival og finurlige overraskelser

På selve fødselsdagen den 27. august holder Musikhuset et brag af en endagsfestival. Under titlen Life is Live Festival summer alle husets sale af fed musik, og det er endda til 80’er priser.

Oplev blandt andre Efterklang med Sønderjysk Pigekor, Pernille Rosendahl + Mina Okabe, Soleima & Live Strings, Velvet Volume, Blaue Blume og KH Marie.

Musikhuset har derudover håndplukket 40 arrangementer, som præsenterer bredden og kvaliteten i programmet.

De får et særligt jubilæumslogo og bliver fyldt med overraskelser.

Hvis du har billet til et jubilæumsarrangement, kan du være blandt de heldigt udvalgte, som får gratis drinks i pausen, bliver inviteret til V.I.P arrangement i Dronningelogen eller hentet privat og kørt til Musikhuset med musikhusdirektøren som chauffør.

Til en fødselsdag skal der være overraskelser. Derfor har Musikhuset endnu en håndfuld hemmeligheder i ærmet.

De specielle fødselsdagsarrangementer bliver meldt ud løbende og kommer både til at hylde Musikhusets historie og danne ramme om stærke liveoplevelser for husets gæster fra nær og fjern.

Musikhusets 40-års jubilæumsprogram er på gaden nu og bliver omdelt i 145.000 eksemplarer.

Hvis du ikke modtager det med posten, kan du hente eller bestille et eksemplar i Musikhuset. Alle arrangementer er desuden tilgængelige på Musikhusets hjemmeside.

Del artikel

Andre læser også