Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Grønt lys: Nu kommer bybusserne hurtigere frem

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Midttrafik
Foto: Midttrafik

De fleste har sikkert oplevet at ramme en mur af biler i myldretiden på Ringvejen.

Men fremover kommer det i mindre grad til at forsinke de aarhusianere, der foretrækker at tage bussen.

16 lyskryds har nemlig fået kodet deres signalanlæg til at skifte til grønt, når en bybus nærmer sig.

Det meddeler Midttrafik mandag.

Ændringerne betyder, at bybusserne kommer hurtigere frem på strækningen. Især de omtrent 3 mio. passagerer, der årligt hopper på 6A fra stoppestederne langs Ringvejen, kan glæde sig over, at bybusserne nu får førsteret.

Fremover sparer man mellem 1 og 3 minutter i myldretiden mellem Åhavevej og Halmstadgade.

Stor betydning i praksis

Ifølge Midttrafik er bussernes rettidighed steget med 7,2 procent, så ca. 90 procent af de 241 daglige afgange kører til tiden.

Udover 6A vil også buslinjerne 2A, 3A og 4A, der ligeledes krydser Ringvejen, fremover komme hurtigere frem på grund af det nyvundne forspring i lyskrydsene.

”Umiddelbart lyder 1-3 minutter måske ikke af meget, men i praksis har det stor betydning – særligt for de af vores kunder der skifter bus undervejs.

Linje 6A kører rundt om byen og samler kunder op fra de busser, der kører på indfaldsvejene mod Aarhus.

Her er det vigtigt, at man kan stole på køretiden, så man kan nå at skifte videre til den planlagte bus,” udtaler Henrik Juul Vestergaard, Midttrafiks planchef, i en pressemeddelelse.

BRT-linje under udvikling

Men faktisk er bussernes nyvundne førsteret i de aarhusianske lyskryds kun begyndelsen.

Aarhus Kommune arbejder nemlig med at udvikle en egentlig BRT-linje på strækningen – en slags letbane på gummihjul – hvor bussens rute optimeres, mens den overvejende vil køre i sin egen bane og have førsteprioritet i alle kryds.

En sådan BRT-linjen kan altså køre næsten uafhængigt af trængsel i biltrafikken, ligesom køretiden reduceres, lyder det videre fra planchef Henrik Juul Vestergaard, der fastslår:

”Vi er rigtig glade for at kunne se konkrete resultater af Aarhus Kommunes store satsning på fremkommelighed. Resultaterne viser, at det er den rette vej at gå og kaster samtidig lys over det store potentiale, en BRT-linje vil have.”

Aarhus Kommune planlægger at rulle signalprioritering ud på endnu flere signalanlæg over de kommende år.

Derudover bliver der etableret en busbane langs Brendstrupgårdsvej fra Hedeager til 100 meter før krydset ved Randersvej, som yderligere vil hjælpe busserne til at undgå kø og forsinkelser.

Vejen vil som udgangspunkt være åben i begge retninger i hele anlægsperioden.

Del artikel

Andre læser også