Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fisk og skaldyr på menuen: Ny bistro åbner med udsigt over Aarhus bugt

Af Freja Dumont

På fredag, den 17. juni, åbner Halibut Bistro på Aarhus Ø.

Halibut er det engelske navn for helleflynder – en fladfisk, der er kendt for sin fine kvalitet. Og så er det navnet på en ny restaurant, der vil være kendt for lækker mad og høj service på en uhøjtidelig måde.

Her bliver der masser af fisk og skaldyr på menuen og fokus på god service i afslappede omgivelser.

Et lokalt åndehul med udsigt over bugten

Halibut bliver en moderne version af bistroen, hvor folk kan droppe ind for lige at få en hurtig kop kaffe, nyde et glas vin eller en øl i solen, få et måltid mad eller den helt store menu med bobler.

Visionen er at skabe et lokalt åndehul, hvor man kan mødes, og hvor stemningen er afslappet og hyggelig.

Inspirationen kommer fra den franske bistro, men menukortet, der er præget af enkle, lette og mellemstore retter, vil byde på nye fortolkninger og afstikkere til både det sydøstasiatiske, det japanske og det sydamerikanske køkken.

Ofte kunne hovedingrediensen være hentet lige uden for restaurantens dør, for fra Halibut er der udsigt over Aarhus Bugt.

”Selv om Aarhus ligger ved havet, er det ikke fiskerestauranter, der dominerer. Vi synes, der er plads til en mere – og så har vi naturligvis også lidt kød til de fiskeforskrækkede,” siger holdet bag Halibut.

Der er plads til 40 gæster inde, hvor baren med havets delikatesser på bunkevis af is er blikfang. Når vejret er til det, kan der sidde et tilsvarende antal ude med udsigt mod Mols til den ene side og Aarhus Domkirke til den anden.

Halibut har åbent til frokost og aften – de første tre uger torsdag-søndag, og derefter er det planen at have åbent alle ugens dage.

Erfarent hold står bag

Holdet består af fem faglærte kokke og tjenere, der længe har haft lyst til at drive restaurant sammen. Alle har stor erfaring og lange CV’er.

David Zacharias Nielsen har bl.a. arbejdet på Fru Larsen, Ruths Hotel og kongeskibet og har desuden skabt Foodwalk.

Mads Krogsholm har bl.a. været køkkenchef på Café Victor og i mange år direktør i den koncern, der tæller Restaurant Grappa og Rømer.

Kasper Hansen har bl.a. arbejdet på Langhoff & Juul samt Mash.

Amanda Bøstrup har været på Scandic og restaurantchef på Rømer, og Sara Gildhoff er tidligere restaurantchef på Grappa.

De har en fælles drøm:

”Vi vil skabe et stamsted for Ø-boerne, hvor de kan stikke hovedet ind og få det, de lige har lyst til. Et sted, hvor det også er muligt at rykke bordene sammen og hygge sig – et livligt samlingspunkt i byens mini-Manhattan”.

Hvad: Halibut Bistro
Hvor: Bernhard Jensens Boulevard 125 på Aarhus Ø
Hvornår: Åbner fredag den 17. juni

Del artikel

Andre læser også