Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny kaffebar i Åbyhøj: Ikke så meget fikumdik – bare kvalitetskaffe og gourmetbrød

Af Freja Dumont

Det mundrette ord ”Fikumdik” er navnet på den nye kaffebar, som for nyligt åbnede i Åbyhøj i Falcks tidligere postafdeling.

På kaffebaren er der ikke så meget ”fikumdik” – eller nogle dikkedarer om man vil. Der er ikke det store udvalg; men det du får, er til gengæld af øverste hylde, hvad angår kvalitet.

”Vi spiller kun bold op ad gode råvarer. Vi har valgt nogle rigtig gode produkter i vores lille biks, som vi kan stå på mål for. Det er alt sammen noget, som vi personligt godt gad at gå lidt ekstra efter,” siger Pernille Larsen.

Ny kaffebar i Åbyhøj: Ikke så meget fikumdik – bare kvalitetskaffe og gourmetbrød
Foto: Fikumdik

En drøm der bliver til virkelighed

Det er parret Uffe Egeberg og Pernille Larsen, som sammen har realiseret drømmen om et sted, hvor kvalitetsråvarer og hyggeligt samvær mødes i perfekt harmoni.

Parret havde i mange år tænkt på, at der manglede en kaffebar som deres i Åbyhøj-området. Så da de opdagede, at det gamle Falck-lokale på Trindsøvej i Åbyhøj var ledigt, var der ikke længere nogen tvivl.

”Det var nu eller aldrig, hvis vi skulle åbne en kaffebar sammen. Nu har vi gjort det, og så må det briste eller bære.

Vi har set på mange lokaler, men det her appellerede bare til os. Det er hyggeligt samtidig med, det er industrielt og råt på den fede måde,” siger Pernille Larsen.

Indtil videre holder kaffebaren åbent med deres udvalg af to go-kaffe og lækkert brød og kage både lørdag og søndag fra 8:00 til 16:00 – men med tiden er planen, at gæsterne skal inviteres indenfor i de rustikke lokaler alle ugens dage.

Det kræver dog lige, at en tilladelse fra kommunen falder på plads – og at samfundet igen åbner op, naturligvis.
Ny kaffebar i Åbyhøj: Ikke så meget fikumdik – bare kvalitetskaffe og gourmetbrød

Dygtige samarbejdspartnere

Fikumdik Kaffe skal gerne være en personlig kaffebar med lokale leverandører, der går op i kvalitet.

Det er man da heller ikke i tvivl om, når man ved, at det er Stillers Coffee, som serveres i biksen.

Et samarbejde som kom i stand, fordi Uffe Egeberg kender guldvinderen i danske barista-mesterskaber Søren Stiller Markussen, som er ophavsmand til Stillers Coffee.

”Vi har allieret os med Søren Stiller, som – og det tør jeg godt at sige – laver Danmarks bedste kaffe. Derudover får vi jo vores brød fra Jeremy, der tidligere drev Jeremy’s Bread Kitchen på hjørnet af Mejlgade og Graven.

Han lavede surdejsbrød før det blev allemandseje, og det er bare virkelig lækkert kvalitetsbrød, som Jeremy leverer.

Så vi har været heldige med at få  nogle gode mennesker med på holdet, som også ser potentialet i vores lille biks,” siger Pernille Jensen.

Brogygning mellem Åbyhøj og Aarhus

Udover at Fikumdik Kaffe skal være et lokalt sted for beboerne i og omkring Åbyhøj, så håber Pernille Larsen også på, at deres lille kaffebar kan lokke beboere fra Aarhus C ud af centrum.

”Det er skudt op med nye ejendomme her i Åbyhøj, så vi håber lidt på at kunne bygge bro mellem den nye bydel og Aarhus midtby.

Vi vil gerne advokere for, at der også findes gode steder udenfor midtbyen. I København er de vant til at flytte sig for tingene, hvorimod vi i Aarhus tit ender med at tage til åen.

Vores biks ligger ikke længere væk end 20 minutter på cykel fra centrum, så man kunne jo gøre en lille tur ud af det,” siger Pernille Larsen.

Parret håber, at de på sigt kan få tilladelse til at servere et glas vin og lidt let mad til lyden af livemusik i deres hyggelige lokale – men indtil da kan du få din to go-kaffe og dit lørdagsbrød, når du er ude på weekendens gåtur i området omkring Brabrandsøen.

Hvad: Fikumdik Kaffe
Hvor: Trindsøvej, Falckgården
Hvornår: Lørdag og søndag kl. 8:00 til 16:00

Del artikel

Andre læser også