Nyhed: Så kom der hjemmelavet pasta hos Gorm’s i Aarhus
Pizzamagerne fra Gorm’s, er bedst kendt for, ja du gættede nok rigtig, pizza. Men nu tilbyder den populære pizzakæde også hjemmelavet pasta i deres restaurant i Aarhus.
Pasta og pizza er et klassisk italiensk match, som findes i de fleste italienske restauranter, og nu er den nordisk inspirerede pizzakæde Gorm’s også hoppet med på vognen.
”Vi har længe flirtet med tanken om at servere pasta, men vi har insisteret på at gøre det på vores egen måde, så det bliver spændende retter af rigtig høj kvalitet med de bedste råvarer, i stedet for at skynde projektet igennem og dermed risikere at gå på kompromis med kvaliteten” udtaler TV kok og medstifter Gorm Wisweh.
Pizza, pizza, pasta
Menukortet kommer ikke til at blive domineret af pastaretter, og det vil stadigvæk være pizza, der er i fokus hos de glade pizzasnedkere. ”Pizza er stadigvæk vores speciale, men hvis gæsten af en eller anden mærkværdig årsag ikke har lyst til pizza, er der nu et alternativ med vores 3 forskellige pasta hovedretter” fortæller den bornholmske pizzakonge Gorm med et glimt i øjet.
På kortet finder du en klassisk italiensk Pasta al Ragù, cannelloni med det bedste fra vores nordiske baghave samt en pasta med spicy salumi og græskar, der bedst kan beskrives som en nordisk-italiensk pasta romance, med sæsonens bedste råvarer.
Såfremt du er blevet fristet, kan du i aftentimerne prøve kræfter med pastaretterne hos Gorm’s, der er placeret på Jægergårdsgade.