Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

ØKO KOK 2017 – Kokkekonkurrence på skønne Brandbygegaard

Af anders@sommersangdigital.dk
Søndag den 3. september sker der noget stort. Vi har sammen med Økologisk Landsforening arrangeret en kokkekonkurrence. Det er i sig selv ikke så stort, faktisk kan man i branchen ikke danse ret meget rundt i sine nye balsko, før man ved et uheld tramper på en konkurrence eller to. Men vores er anderledes – vores er den første kokkekonkurrence, der har fokus på økologi og sender kokkene direkte ud i marken for at høste selv.

Går man få år tilbage, var økologi ikke rigtigt noget, man spekulerede ret meget over i kokkefaget, men nu er suppen begyndt at simre i kanten, og hvad er mere oplagt end at skrue helt op for gryden?

 

Vi har lavet en konkurrence, der hylder økologien og de kokke, der arbejder for at fremme den. Som du sikkert ved, er der et Økologisk Spisemærke lavet af Fødevarestyrelsen og administreret af Økologisk Landsforening. Det er delt op i bronze, sølv og guld. Når man opnår guldet, så gør man meget, rigtig meget. Det er nogle af de mennesker, der skal dyste om æren af at blive årets ØKOKOK her på Brandbygegaard og om 30.000 gode danske kroner.
De konkurrerende restauranter er: Muld fra Vipperød, Relæ fra København, Henne Mølleå Badehotel fra Henne, Restaurant Substans fra Aarhus og Hærværk ligeså fra Aarhus. Feltet er fyldt med Michelinstjerner, gamle og nye lysende mastodonter i gourmetens verden, nogle af dem har allerede fået jord under neglene og resten får det nu.

 

Kokkene skal selv finde råvarerne

Normalt er det råvarerne, der kommer til kokken. Sådan bliver det ikke her. Til årets ØKOKOK er det kokkene, der kommer til råvarerne på Brandbygegaard – et i forvejen kendt arnested for god mad og formidling om økologi og ordentlighed. Her skal kokkene selv ud og høste. Normalt i konkurrencer er alle råvarerne givet på forhånd, og retterne er indøvet et utal af gange. Her aner kokkene ikke, hvad der venter dem. Det er her, at det sande kokketalent skal findes frem. De har vores store køkkenhave, frugtplantage og drivhus til rådighed, vores vine og øl, samt mejeriprodukter fra Naturmælk og mel fra Samsømel.
ØKO KOK 2017
Kødet kommer fra gårdens dyr, der ligger nyslagtet på dagen. Heller ikke her har de nogen idé om, hvad kødtypen måtte være. Vi håber naturligvis, at I vil komme og følge nogle af landets allerbedste kokke, når de på tid skal kreere 3 retter foran et oplagt publikum og dommerpanel. Det hele foregår i den 800 m2 store hyggelige trælade i opstillede konkurrencekøkkener, så der er rigelig plads til både kokke og publikum uanset vejret.
ØKO KOK 2017
Dommerne er de benhårde og retfærdige Mette Hvarre Gassner fra Ti Trin Ned, Mikkel Maarbjerg fra Kirk+Maarbjerg, og Anders Halskov-Jensen fra Jyllands-Posten, Gastromand og Madhjernen. Konferencier på dagen bliver mig selv, Søren Sørøver, der bestemt også der står overfor en udfordring.

 

Det kan kun blive en sjov, lærerig og fantastisk dag.

 

Vi åbner portene kl. 10 og ca. kl. 15.30 bliver vinderen kåret.

 

ØKOKOK-konkurrencen er en del af den landsdækkende begivenhed Økologisk Høstmarked. Det betyder, at gården er åben, så trop op med alt hvad du kan samle af familie, venner, kollegaer, broderikammerater m.fl. Vi sørger for, at der er ordentlig økologisk frokost til rimelig pris samt gårdens drikkevarer til de tørstige!

 

Konkurrencen afholdes på
Brandbygegaard
Alrøvej 77
8300 Odder

Del artikel

Andre læser også