Design med kærlighed: Sinnerup fejrer 50 års jubilæum
Ingen strøgtur i Aarhus uden en tur i den ikoniske Sinnerup-butik på Sankt Clemens Torv. Den populære bolig- og livsstilskæde Sinnerup kan faktisk fejre et stort jubilæum i år.
Det er nemlig et halvt århundrede siden, at den første Sinnerup-butik åbnede i Holstebro i 1971, da Poul og Ida Sinnerup startede eventyret for familievirksomheden.
Ægteparret Poul og Ida Sinnerup havde en forkærlighed for design og en drøm om at skabe et spændende livsstilsunivers, hvor gæster kunne blive inspireret til en nemmere og smukkere hverdag med funktionelle og æstetiske hverdagsdesigns i høj kvalitet.
Der gik ikke længe, før drømmen blev til virkelighed, og i 1971 slog ægteparret dørene op til den første forretning.
En stærk familieånd
I dag er det den 55-årige søn Lars Sinnerup, som har fulgt butikkens udvikling fra begyndelsen, der fører familievirksomheden og kærligheden til design videre.
Der er ingen, der kender forretningen bedre, end han gør. Lars var nemlig blot fire år gammel, da den første butik åbnede, og han fik derfor løbende lov til at hjælpe til med at feje, fylde varer op og sælge livsstilsprodukter.
Han husker især, hvordan han hver jul lavede utallige silkesløjfer til kundernes julegaver. Der skulle nemlig arbejdes hurtigt for at tjene en ordentlig sjat lommepenge.
“Jeg skulle lave 30 stk. for at tjene en krone. Så det gik stærkt. Nogle gange lidt for stærkt,” fortæller Lars.
Men det var ikke kun julesløjfer, som Lars skulle hjælpe med. Der skulle også slæbes varer op og ned ad trapperne og ind i butikkerne, og det blev hurtigt til hundredvis af varer.
“Vi kunne sælge store mængder af de samme varer – det var helt utroligt. Jeg husker især, at vi solgte en lille kanin i fajance, som kunne bruges på badeværelset. Der kunne stoppes vat op i rumpetten på den. Den gjorde indtryk”.
Det blev dog med tiden til flere opgaver og mere ansvar for Lars, hvor han både hjalp til med at indrette butikkerne og bestille varer hjem.
I dag er han stolt over at føre Sinnerup videre og gøre livsstilsuniverset endnu mere inspirerende og levende, da han lever for at skabe, udvikle og få nye ideer.
Kærligheden lever videre
Lars er altså vokset op med Sinnerup-livsværket og har været med fra starten, men han er ikke alene om at føre familievirksomheden videre.
Både hustruen Lisbeth Skov Sinnerup og datteren Silke Renée Skov Sinnerup er begge med på holdet om at gøre Sinnerup til noget helt særligt med eget design på hylderne.
Lisbeth er modedesigner af Créton og har udviklet tøjkollektioner til Sinnerup i 25 år, mens tredje generation i familievirksomheden Silke Renée på 24 år lancerede sin første smykkekollektion, Silke Renée Jewelry, i butikkerne i 2019.
I år lancerede mor og datter også deres første tøjkollektion sammen, Two Generations by Sinnerup, som er blevet til et unikt modebrand, der forener det tidløse og skæve i et langtidsholdbart design.
Også sønnen Victor Matti på 16 år viser sig i familievirksomheden i form af Sinnerups populære designklassiker – Victor stolen – som er opkaldt efter ham.
Sinnerup er altså blevet en virksomhed på tværs af generationer, hvor hele familien er med til at sætte sit præg på det unikke livsstilshus. Sammen har de forenet deres forkærlighed for design og skabt et inspirerende samspil mellem interiør og mode.
Et spirende livsværk
Sinnerup har i løbet af de sidste 50 år gennemgået en kæmpe udvikling. I 1971 var der kun en enkelt butik i Holstebro, og forretningen havde ikke det samme brede udvalg af varer.
I dag findes der 13 butikker i Danmark og Tyskland med egne brands på hylderne samt egen webshop med varer, guides og inspiration.
“Målet har været at skabe et inspirerende og levende livsstilshus med et bredt udvalg inden for design, køkken, mode og bolig med fokus på kvalitet, tidens trends og ærlige priser, som de fleste kan være med på,“ forklarer Lars.
Den store udvikling fra mindre livsstilsbutik til et inspirerende møbel-, mode- og livsstilsunivers er ikke gået ubemærket hen. I 2019, 2020 og 2021 vandt Sinnerup i Aarhus nemlig Designbaseprisen for årets mest innovative og nytænkende livsstilsbutik.
“Det har været vores ønske at skabe en butik, der kunne være byens inspirerende mødested. Det forpligter, og vi glæder os over fortsat at kunne skabe unikke designs indenfor mode og interiør,” afslutter Lars.