Starter fredag: 10 hyggelige dage med Jul på Store Torv
I morgen starter 10 hyggelige dage med juleaktiviteter, når det nye event Jul på Store Torv fyrer startskuddet af for første gang.
Festlighederne starter fredag den 26. november kl. 13.00, hvor markedet åbner og du kan lave din egen krans i julestuen, smage på julen for 200 år siden eller lave kreahygge i juleværkstedet.
Klokken 17.00 er der fællessang foran domkirken, hvor hele Aarhus synger julen i gang med hjælp fra den folkekære skuespiller, entertainer og (jule)komponist Martin Brygmann.
I samarbejde med vokalgruppen Harperne sørger han for den gode juletone, smil på læben – og at alle sætter i gang på nogenlunde samme tid.
En julegave fra hele Aarhus
Jul på Store Torv er et helt nyt juleevent, der byder på et væld af gratis fællesaktiviteter for julefans i alle aldre.
Du kan glæde dig til masser af inspiration til julemad, julebanko, julesysler, lav din egen julesnaps, lær at binde en julebuket og meget mere.
Bag eventet står Aarhus Kommune og FOOD-Aarhus, der bl.a. arrangerer Food Festival på Tangkrogen. Med i styregruppen sidder bl.a. Aarhus City Forening.
“Vi glæder os til at samle alle aarhusianere og byens gæster til fællesskab, fest og hygge.
Det her kunne slet ikke lade sig gøre, hvis ikke både erhvervsliv, foreninger og frivillige stod i kø for at bidrage med gode ideer og hjælpende hænder. Det bliver en helt særlig Aarhus-jul”, fortæller Anna Lund, der er direktør for FOOD-Aarhus, i en pressemeddelelse.
Jul på Store Torv foregår til og med søndag den 5. december.
Du kan se hele programmet for Jul på Store Torv her.