Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Surstrømning – et overgæret satirisk blik på danskerne

Af Pernille Søborg

Operation Grundtvig er sat i gang med danmarkssatiren Surstrømning, som netop har haft premiere på Svalegangen i Aarhus. Danmark er oversvømmet. Kun fem ærkedanskere får chancen for asyl i Sverige. Nogle af tidens aktuelle emner som klimaforandringer, flygtningekvoter og politisk korrekthed bliver sat under lup af den svenske satiriker-duo Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn.

 

**** (4 ud af 6 stjerner)

 

Forestillingen Surstrømning sættes i gang af dommedagsmusik, og med lyden fra en speakerstemme, der fortæller, at et kæmpe isbjerg smelter, og Danmark indenfor 24 timer vil være skjult under havet. De intetanende danskere skal have lov at uddø som det lykkeligste folk i verden. Ind træder den kappeklædte, svenske superhelt, Signe Barfoed, der er udsendt af Sverige for at redde danskheden. Dertil udvælges fem ærkedanskere til at kæmpe om asyl i Sverige. Hun bedøver med den svenske specialitet surströmming.   

 

Hygge, frisind og røde pølser

I første akt får vi et indblik i de fem personers miljø. En håndboldtræner, en butiksbestyrer, en højborgerlig socialist fra Risskov, en hyggeracist og en grisefarmer. Danmarks værdier og begreber som hygge, frisind og røde pølser bliver, når det her sættes på spidsen, opsummeret til kvindehad, dyreplageri og øldrikning. I anden akt er vi i Sverige med Ramlösa samt gluten- og sukkerfrit bagværk. Kan hygge, wienerbrød og røde pølser overleve i Sverige, og hvem er tilpasningsdygtig, politisk korrekt samt klarer den ultimative surströmmingstest og kan blive i Sverige? Dåsen med surströmming er en vigtig rekvisit hele vejen igennem stykket. Superheltinden bedøver i starten danskerne med det i Operation Grundtvig, som det så dansk hedder. De fordærvede, svenske sild får straks brækreflekserne i gang hos arketyperne og surströmming får en afgørende betydning i slutningen.

 

Kropssprog, mimik og skarpe replikker

Holdet af skuespillere rammer de karikerede danske typer godt. Der gives gas på dialekter, kropssprog og mimik. Anders Brink Madsen er eminent som den kontante, småsexistiske randrusianske håndboldtræner, der med kropssprog, mimik og uovervejede replikker sender tankerne hen på diverse håndboldtrænere i de danske haller. Morten Bo Koch rolle som den vege og usikre brugsuddeler, der kommer i flere dilemmaer og er en undskyldning for sig selv. Holger Østergaard træder i karakter som den øretæveindbydende politisk korrekte, kønsneutrale svensker, en karikeret tv-vært og som Dronning Margrethe i eksil. Hans Holtegaard spiller den danske, antibiotika-elskende svineavler iført grønne overalls og hvide gummistøvler. Hyggeracisten spilles af Lisbeth Knopper, der har masser af kant. Og Camilla Gjelstrup fremstår som den kulturradikale elite, der læser Information og er politisk ukorrekt. Den svenske superhelt, Signe Barfoed, danner rammen om stykket.

 

Publikum bliver en del af stykket

Scenen er enkel og funktionel. Der er omkring 120 siddepladser i salen. Vi sidder i tre rækker som tilskuere til en håndboldkamp i en gymnastiksal med ribber, mål, skabe i et omklædningsrum og flere rammer øl, der er klar til 3. halvleg. Det er intimt og tilskuerne på første række bliver en del af stykket og giver high five, og vi er alle med til at juble, buhe og klappe i stykkets afsluttende tv-show. De få scene- og kostumeskift sker løbende foran publikum, hvor skuespillerne laver koreograferede dansetrin og i rytme til den velovervejede musik og lysets ændring får skiftet scenen fra håndboldhal til grisesti og over til asylcenter og til et tv-show. Da lokationen i 2. akt skifter fra Danmark til Sverige byttes dåseøl ud med Ramlösa.

 

Glæden ved intertekstualitet

Morten Birks lyddesign fungerer flot. Det er velproduceret og meddigtende. Musikken består af kendte svenske popsange, og i den første scene i Sverige bryder publikum ud i grin, da de fem danskere vågner til tonerne af titelmelodien fra tv-serien om Emil fra Lønneberg.   

 

Det danske selvbillede til refleksion

Surstrømning er en sjov forestilling i et unikt samarbejde mellem seks danske teatre fra seks forskellige danske byer. Vi følte os underholdt, og de karikerede danske arketyper stod tydeligt frem og skabte flovhed, glæde, smil og forargelse hos publikum. Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn rammer os, idet vi genkender klichéerne og danskheden, med hvordan vi hygger, drikker øl, har frisind og spiser svinekød. Den selvironiske tone passer meget godt ind i danskernes selvbillede, og nogle gange kan det være godt at spørge andre end os selv om, hvad det vil sige at være dansk. Dertil skal siges, at nogle af scenerne er meget lange og ind imellem for overdrevet og karikeret. Men sådan er det med satire. Overdrivelse fremmer forståelsen, og det er også, hvad vi griner af. På trods af de alvorlige og nutidige emner skal Surstrømning ikke tages for mere, end det er, nemlig en satire.

 

**** (4 ud af 6 stjerner)

 

Køb billetter her:

 

Scene: Svalegangen, Store sal,  Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus

Dato: 25. august til 9. september

Tid: Klokken 19.30, lørdag klokken 16

Varighed: 120 minutter inkl. pause

Pris: 195 kroner

 

 

Produceret af teatret Svalegangen, Teater Nordkraft, Randers Egnsteater, Team Teatret, Vendsyssel Teater og Folketeatret

Dramatikere: Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn. Iscenesættelse: Kasper Sejersen. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Dramaturg: Dorthe S. Bebe.

Scenografi: Laura Rasmussen. Kostumer: Bodil Buonaventzen. Lysdesign: Andrew Tristram. Lyddesign: Morten Birk.Kunstnerisk leder: Per Smedegaard.

Medvirkende: Signe Barfoed, Anders Brink Madsen, Hans Holtegaard, Holger Østergaard, Lisbeth Knopper, Camilla Gjelstrup og Morten Bo Koch.

 

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien