Tang på Tangkrogen – hvor ellers?

Tang er der meget af på Tangkrogen – det kan af og til lugtes og ofte ses i strandkanten. Det er gået op for mange, at tang er sundt, og det dyrkes mere og mere i Danmark, hvor tangskove plantes i havet. Tang er en videnskab for dem, der dyrker det. Vi andre kender det mest fra det japanske køkken og i sushi.
Men hvor finder man den bedste tang, hvordan høstes den, og hvordan anvendes den i dit køkken. Det fik vi en kort, men præcis, gennemgang af på Havets vegetarbuffet på Food Festivalen, hvor Anita Dietz informerede om det, for de få fremmødte, der trodsede regnen.
Flødeis med Søl
Det er Nordisk Ministerråd i samarbejde med AgroTech, der står bag. De prøver, at komme ud til folket og oplyse om, hvorfor vi skal spise tang, og hvordan det kan anvendes. Der er fokus på bæredygtighed og vores egne resurser fra naturen. De fremmødte startede med en flødeis med tangarten Søl. Derefter fyldtes de små smagstallerkener med tangkaviar efter eget ønske. Der var seks forskellige slags at vælge imellem.
Hvorfor tang?
Det er frit for private at hente tang. Til info kan nævnes, at det kun er de første 10 cm, man spiser, og at tørret tang er uden forurening. Det, der lugtes i dag på Tangkrogen, skal man dog ikke spise, da det er råddent. Tang kan bruges frisk, tørret eller fryses ned. Grunden til, at vi skal bruge tang er, at smagen er noget særlig og fremhæver andre smage i retten, samt at det er sundt. Tang er nemlig fyldt med vitaminer og mineraler, og her får vi også naturligt jod.
En ting er sikkert. Tang er sundt, og vi vil se mere og mere af det i fremtiden. Kig forbi Havets vegetarbuffet på Havet og blive inspireret til madlavning med tang. Nordisk tang by Endelave Seaweed er igen i år, klar med deres tang-varianter.