Unikt foredrag: Ulla Terkelsen vender hjem til Aarhus
Hun er opvokset på Frederiksbjerg med udsigt til Ringgadebroen, men siden da har Ulla Terkelsen haft blikket rettet mod helt andre monumenter.
Journalistkarrieren har ført den 78-årige udenrigskorrespondent til brændpunkter verden over, men nu vender hun tilbage til byen, hvor det hele startede.
Hjem til Aarhus.
Det sker i anledning af foredraget ‘Skønhed og skræk’, som hun holder sammen med TV 2-kollegaen Mirco Reimer-Elster.
Foredraget, der finder sted i kulturhuset Hermans i Tivoli Friheden d. 5. februar kl. 19, er landets eneste af sin slags.
Her vil de to vidt forskellige personligheder fortælle om deres fælles glæde ved Tyskland.
Om foredraget skriver arrangøren følgende:
“Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster er som nat og dag. En er dansker, og en er tysker. En er ældre, og en er yngre. En er journalist, og en er akademiker. Men glæden ved det tyske har de tilfælles.
Med udgangspunkt i deres bog Skønhed og skræk, fortæller de to personligt, muntert og klogt om Danmarks vigtigste nabo.
Om Holocaust, nazismen og DDR. Om mure, der blev rejst og faldt igen. Om skæbne og skyld. Og om opera, fodbold, fordomme, ølstuer, hiphop, Thomas Mann, Merkel og mad.
En kritisk kærlighedserklæring til et både indviklet og interessant land og folk. En aften i Tysklands tegn og i godt selskab, fyldt med sjove og rørende anekdoter og med plads til pingpong med publikum.”
Hvad: Foredraget ‘Skønhed og skræk’
Hvem: Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster
Hvor: Hermans i Tivoli Friheden
Hvornår: Søndag d. 5. februar kl. 19.00
Du kan købe billetter til foredraget lige her