Vil med på kaffebølgen: IKEA Aarhus åbner ny kaffebar
Nu får aarhusianerne mulighed for at opleve en ægte, svensk ”fika”, når de lægger vejen forbi IKEA Aarhus. Varehuset slår nemlig dørene op for deres egen kaffebar, og det betyder, at kunderne altid kan få fingrene i en frisk og god kop bæredygtig kaffe.
De seneste år er trenden omkring kaffe vokset gevaldigt, og der findes derfor mange bud på en god kop kaffe, når man bevæger sig gennem gaderne i Aarhus. I takt med den stigende popularitet er flere også begyndt at interessere sig for alt fra bønner, smag og styrke, og det medfører, at efterspørgslen på kvalitetskaffe er blevet større.
Nu kommer kaffebølgen til IKEA Aarhus, når varehuset slutter sig til den voksende trend og fra december byder kunderne velkommen i den nye kaffebar. Vi er jo hele tiden opmærksomme på, hvordan vi kan forbedre oplevelsen for vores kunder. Flere har efterspurgt en god kop kaffe og det samvær, der følger med, når de besøger os. Derfor har vi valgt at indrette en rigtig kaffebar, hvor kunderne kan få lov til at opleve den svenske fika som en del af deres IKEA-besøg, siger John Kristian Sørensen, varehuschef i IKEA Aarhus.
Svenske traditioner med bæredygtige kvaliteter
Den svenske ”fika”, der er en betegnelse for at mødes over en god kop kaffe og gerne i selskab med et stykke kage eller andet sødt, er for svenskerne et symbol på samvær og hygge, og netop det vil IKEA Aarhus gerne dele med de mange besøgende, der hver dag lægger vejen forbi varehuset. Det er vigtigt for os, at alle går hjem med en god oplevelse og samtidigt føler, at de har fået noget ud af deres besøg hos os. For rigtig mange mennesker er en god, frisk kop kaffe derfor en mulighed for at koble fra og nyde hinandens selskab, forklarer John Kristian Sørensen.
Udover kaffen, der brygges på UTZ-certificerede økologiske kaffebønner, som opfylder kravene for bæredygtige dyrkningstandarder og gode arbejdsforhold, kommer den nye kaffebar også til at servere et udvalg af snacks, kager og sandwichs, og der vil desuden være både glutenfrie og veganske alternativer.