Vild bonus: Bestseller-ansatte får en ekstra månedsløn

I en tid med tårnhøje elregninger og rekordhøj inflation må en bonus varme ekstra meget.
Det vil de ansatte hos tøjgiganten Bestseller formentlig nikke genkendende til, for igen i år kan de se frem at få udbetalt en ekstra månedsløn.

Modevirksomheden har nemlig valgt at belønne sine godt 18.000 medarbejdere efter et nyt rekordresultat. Det skriver Bestseller i en pressemeddelelse.
“At vi er lykkes så godt, som vi er, vidner om en helt ekstraordinær indsats på tværs af hele Bestseller og fra alle kolleger.
Derfor vælger vi også i år at udbetale en bonus til alle – uanset om man er designer, butiksansat, tech-ekspert eller arbejder med logistik,” lyder det fra Anders Holch Povlsen, som er direktør i og ejer af Bestseller.
Stærkeste resultat nogensinde
I alt uddeles godt 300 mio. kr. i ekstraordinær bonus til de ansatte hos virksomheden, der bl.a. har hjemme i Aarhus.
Bestsellers årsregnskab vidner om det stærkeste resultat i virksomhedens historie, hvilket har gjort bonusserne mulige.

“Når vi laver et rekordår – uanset at vi ser ind i en tid, der bliver sværere – vil vi anerkende kollegerne og vise vores taknemmelighed. Det gør vi også i år.
Og selvom de seneste måneder og de næste mange tegner til at blive anderledes vanskelige, vil vi ikke holde op at investere i det, der er vigtigst for os.
Nemlig de mennesker, der er hos os, og som er med til at gøre hele forskellen i vores virksomhed,” lyder det videre fra Anders Holch Povlsen, der hører blandt landets absolut rigeste.
Sidste år udbetalte Bestseller ligeledes en ekstra månedsløn til sine ansatte ovenpå det bedste resultat i virksomhedens snart 50-årige historie.
Fakta om bonusserne:
- I alt får ca. 18.000 medarbejdere den ekstraordinære anerkendelse
- Medarbejdere i Bestseller tildeles en bonus, der svarer til en ekstra månedsløn for den ansatte, og der udbetales bonus i samtlige lande, Bestseller har ansatte
- Bonus gives til medarbejdere i Bestseller, som er ansatte per den 6. oktober 2022.
- Bonussen følger Bestsellers netop afsluttede finansår (august 2021 – juli 2022), og kolleger, som har været ansat i hele finansåret, vil modtage en bonus på en ekstra månedsløn
- Kolleger, som ikke har været ansat i hele finansåret, vil modtage en forholdsmæssig bonus beregnet fra det tidspunkt af finansåret, hvor de begyndte i Bestseller. Kolleger, der allerede har modtaget ekstraordinære bonusser for samme, vil få denne modregnet
Kilde: Bestseller