Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Spice Girls-show bød på masser af girlpower, men der manglede noget

Af Pernille Søborg
Foto: Wannabe - The Spice Girls Show
Foto: Wannabe - The Spice Girls Show

Lørdag aften forvandlede Hermans i Tivoli Friheden sig til et mekka af girlpower og 90’er-magi med “Wannabe – The Spice Girls Show”, der turnerer i Danmark i foråret 2024.

Et 30-års jubilæumsshow, hyldest og koncertoplevelse fyldt med nostalgi af Ginger, Sporty, Baby, Posh og Scary, der i 90´erne slog et slag for girlpower, søstersolidaritet og ligestilling.

Showet var en rejse tilbage i tiden med velkendte hits, velkoreograferede danse og glitrende kostumer. En tid, hvor alt virkede muligt, og hvor girlpower regerede suverænt.

Men der manglede noget.

Sammenhængskraften i showet var svag, og den egentlige historie om Spice Girls stod ikke tydeligt frem.

Lars Sandstrøm, som var speaket vært, bidrog desværre ikke til at skabe den nødvendige historie, ligesom vokalen af og til var svær at høre. Men en fest, det var det!

Decibelniveauet nåede sit højeste

Hermans var fyldt med kvinder i godt humør.

Flere var klædt ud som deres favorit Spice Girls, var iført glimmertøj og neonlys. Ingen tvivl om, hvem koncerten henvendte sig til.

Da lyset blev dæmpet, steg spændingen i lokalet, og pulsen steg i takt med rytmerne.

De velkendte takter af Spice Girls’ “Giving You Everything” efterfulgt af “Who Do You Think You Are” satte showet i gang med et brag.

Decibelniveauet nåede sit højeste, da de fem velkendte figurer kom på scenen.

Fra det øjeblik showet begyndte, var det som om, tiden stod stille, og man blev suget ind i en verden af glitrende kostumer, imponerende koreografi og fine harmonier.

5 energiske kvinder med attitude

Publikum kunne deres Spice Girls, og hit efter hit fik publikum til at synge med på “Wannabe”, “Stop”, “Say You’ll Be There”, “Who Do You Think You Are”, “Viva Forever”, “Too Much”, “Goodbye”, “Holler”, “2 Become 1”, “Mama” og “Spice Up Your Life”.

Pigernes efterfølgende solokarrierer blev repræsenteret ved “Geri Halliwells” optræden med coveret af “It’s Raining Men”.

Ikke andet end det. Men her var publikum fuldstændig med.

Kernen i “Wannabe – Spice Girls Show” var fem energiske kvinder med attitude.

Tara Toya, Jasmine Gordon, Miriam Winkler Hansen, Line Weien Hoffmann og Rikke Lillevang. De havde dedikeret sig til at spejle stilen og karaktertrækkene hos deres idoler og bragte hver især deres egen energifyldte optræden til scenen.

Velkendt stemme i højtalerne

Koreografien af Steffen Hulehøj vækkede den helt rigtige 90’er stemning. De scenevante artister bevægede sig med koreografisk sikkerhed og sang med den autentiske 90’ers poplyd.

Det var en sand fornøjelse at iagttage, hvordan de udførte koreografierne med stil, selv i de høje Buffalostøvler.

Forestillingen præsenterede de originale musikarrangementer. Nogle foretrækker nok live-musik, men det var ikke fokus, og her benyttede forestillingen sig af singback. Bedst var sangerne i harmonierne, der sad i skabet.

Lars Sandstrøm, også kaldet Lille Lars, en kendt radiovært og DJ skulle sætte rammen og skabe sammenhæng i en optaget speak.

Den velkendte stemme i højtalerne havde dog mere fokus på selfies og hvem, der skulle vinde en flaske bobler end på det musikalske.

Synd og skam, da der manglede sammenhæng, og det kunne stemmen i højtalerne have klaret.

Samlet vurdering

I 2024 er det 30 år siden, at gruppen blev dannet ,og Spice Girls har sat et kæmpe aftryk på popkulturen.

Over 85 millioner plader er solgt verden over, og gruppen er officielt det største og bedst sælgende pigeband nogensinde. Det blev så sandelig fejret denne lørdag aften. De to timer fløj afsted – der var fart på.

Men der var for mange mangler. Musikken var for høj i forhold til sangerne. Det fik de i mindre grad ændret på efter 47 minutter.

Harmonierne fungerede bedst, mens sangernes soloerne var mere svingende. Koreografierne var som forventet til 90’er musik, og her brillerede de fem piger.

Publikum var med fra starten, men midt i første sæt var der et dødt punkt. Sangene i den periode var ikke de mest kendte, og energien hos publikum var dalende.

Det ændredes sidst i sættet, hvor “Stop” nåede ud over scenekanten, og publikum var med på fagterne. Aftenen sluttede af med potpourri som ekstra nummer. Her kogte Hermans. Det trængte den også til. 

Alt i alt leverede “Wannabe – Spice Girls Show” en oplevelse, der hyldede det legendariske band og deres indflydelse på popkulturen.

Man skal helt sikkert kende til Spice Girls eller være fan for at være oppe at ringe over showet – men mon ikke de fleste var det? Det var en festlig og energifyldt forestilling, der efterlod publikum med et smil på læben, da de dansede ud af Hermans.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 3-stjerner.png

Vi giver tre stjerner for Wannabe – The Spice Girls Show, der nu fortsætter touren i København.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien