Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har 250 ubetalte p-bøder: Bilist skylder kæmpe beløb til Aarhus Kommune

Af Jonathan Sten Drivsholm
Arkivfoto: Aarhus Kommune
Arkivfoto: Aarhus Kommune

211.381,64 kroner.

Det er, hvad én bilist skylder Aarhus Kommune efter hundredevis af ulovlige parkeringer og ubetalte bøder.

Med hele 250 af slagsen er bilisten indehaver af rekorden for flest ubetalte p-bøder i Aarhus – og det vækker forargelse hos rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.

”Det er helt urimeligt, at man tilsyneladende spekulerer i ikke at betale deres gæld til kommunen. Den samlede gæld nærmer sig en halv milliard kroner.

De penge bør bruges på velfærd frem for at forsøde livet hos dem, der snyder fællesskabet,” udtaler rådmanden.

Foreslår at inddrage bilen

Den 31. januar var borgernes gæld til Aarhus Kommune vokset til 443,8 millioner kroner, hvoraf de ubetalte parkeringsafgifter udgjorde mere end 18 millioner kroner.

Har 250 ubetalte p-bøder: Bilist skylder kæmpe beløb til Aarhus Kommune
Rådmand for Kultur og Borgervice, Rabih Azad-Ahmad.

Derfor vil Rabih Azad-Ahmad nu sætte massivt ind mod borgernes stigende gæld til Aarhus Kommune.

Sådan lyder det mandag i en pressemeddelelse fra Kultur og Borgerservice under overskriften “Rådmand: Ubetalte parkeringsafgifter skal koste bilen“.

Konkret foreslår rådmanden, at borgerne i højere grad skal trækkes i løn og offentlige udbetalinger, hvis de ikke betaler deres gæld.

Samtidig skal Gældsstyrelsen gøre brug af muligheden for at tage pant i bilerne, hvis ejerne systematisk lader være med at betale deres P-afgifter og lader gælden løbe løbsk – alternativt skal man åbne op for, at kommunerne selv kan tage pant i bilerne.

Rabih Azad-Ahmad understreger, at forslaget ikke er rettet mod borgere, der har fået en enkelt parkeringsafgift eller to – han peger i stedet på bilisten med 250 ubetalte parkeringsafgifter som et eksempel på, hvem det skal ramme.

Klar opfordring til ministeren

I alt havde 6.993 borgere ved årsskiftet en ubetalt kommunal parkeringsafgift, men antallet af afgifter hos den enkelte svinger meget.

Borgere med flest ubetalte p-bøder:

  • 250 afgifter (211.381,64 kr. i restance)
  • 154 afgifter (127.689,14 kr. i restance)
  • 150 afgifter (130.598,00 kr. i restance)
  • 132 afgifter (115.400,00 kr. i restance)
  • 127 afgifter (108.624,37 kr. i restance)
  • 112 afgifter (99.507,72 kr. i restance)
  • 106 afgifter (90.470,00 kr. i restance)
  • 97 afgifter (81.902,13 kr. i restance)
  • 96 afgifter (82.560,00 kr. i restance)

Kilde: Aarhus Kommune

Samlet tegner de 10 borgere med flest ubetalte parkeringsafgifter sig for 1.318 af slagsen.

Det giver samlet set en gæld på 1.127.923 kroner til kommunekassen.

”Når nogle få kan have så mange ubetalte P-afgifter, er det et tegn på, at vi lader dem slippe for nemt. Jeg vil derfor nu opfordre til, at vi strammer reglerne og tager pant i ejernes biler eller helt inddrager bilerne, til gælden er betalt.

Har man råd til en bil, så må man også have råd til at betale, når man parkerer ulovligt,” fastslår Rabih Azad-Ahmad, der vil opfordre ministeren til at stramme reglerne, så de rammer de personer, der har urimeligt mange ubetalte P-afgifter.

Vil tilbageholde skyldneres løn

Borgernes gæld til kommunen er i 2023 steget med samlet 2,3 millioner kroner. Det svarer til en stigning på 0,5%.

Stigningen er væsentligt mindre end forventet, og det skyldes i særdeleshed, at der i 2023 er afskrevet et samlet beløb på 32,9 mio. altså gæld, som det offentlige har opgivet at opkræve.

”Det er afgørende, at vi tager skrappere midler i brug. Jeg synes, at vi i langt højere grad skal tilbageholde en del af skyldnernes løn. Det er et middel, som har vist sig at være meget effektivt.

Det er helt afgørende, at vi som samfund sikrer, at alle bidrager med det, de skal, og at man ikke kan snyde fællesskabet,” lyder det afsluttende fra rådmand Rabih Azad-Ahmad.

Netop tilbageholdelse af løn har betydet, at gælden til parkeringsafgifter er faldet fra 21,2 millioner kroner i 2022 til 18,6 millioner kroner i 2023.

Den forventes dog at stige igen til næste år, fordi parkeringsafgifternes særlige forrang i dækningsrækkefølgen ved tilbageholdelse af løn er fjernet pr. 1 oktober 2023.

Del artikel

Andre læser også