Voldsomt uheld: Bus, bil og cyklist i sammenstød

Et voldsomt færdselsuheld fandt tidligt tirsdag aften sted i krydset Vestre Ringgade/Paludan-Müllers Vej.
Her kørte en 44-årig mandlig bilist ud i krydset og ind foran en bus, der torpederede bilen
Herefter ramte bilen en 24-årig kvindelig cyklist.
Uheldet skete klokken 18.13, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Flemming Lau, vagtchef ved Østjyllands Politi, siger til Århus Stiftstidende, at der sad flere børn i bilen, som bussen kørte ind i.
Heldigvis var der ikke umiddelbart nogen tilskadekomne.

I døgnrapporten skriver politiet, at hverken buschauffør, bilist, cyklist eller passagerer kom alvorligt til skade.


Til gengæld skete der stor materiel skade.
Billeder fra stedet viser, at bilen var voldsomt medtaget efter påkørslen, og bussens front tog også skade.