Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op

Af Jonathan Sten Drivsholm
Rasmus Brøchner, direktør for Con Maz og Vecino.
Rasmus Brøchner, direktør for Con Maz og Vecino.

I dag – fredag d. 29. april – åbner midtbyens nye vinmekka Con Maz og Vecino.

Hvis du nu forestiller dig en støvet og dunkel kælder med gamle møbler og vintønder i alle hjørnerne, kan du godt tro om igen.

For Con Maz og Vecino åbner i spritnye, rå og lyse lokaler med masser af farver og højt til loftet i stueetagen af K-husene.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op

Vinmekkaet består af vinbutikken Con Maz på 150 kvadratmeter, vinbaren Vecino på 100 kvadratmeter og et mindre lokale til smagninger, der altsammen strækker sig over adresserne Kjeld Tolstrups Gade 94-102.

Det nye vinmekka bliver dermed en del af det nye torv, der ligger langs Godsbanen, og hvor man også finder bl.a. Depanneur, Plantecaféen og Kolos nye kiosk.

Og det er bestemt ikke tilfældigt, at det er her, Con Maz og Vecino slår dørene op.

“Vi synes bare helt ærligt, at det er et fedt og utroligt levende miljø, som er i stor udvikling lige nu. Det vil vi gerne byde ind på og være en del af,” fortæller direktør Rasmus Brøchner til MigogAarhus.

Vil levere “mere”

Hvis du synes, navnet Con Maz lyder bekendt, skyldes det nok, at holdet bag vinmekkaet tidligere har haft en pop-up i Ryesgade, der ifølge Rasmus Brøchner mest af alt var en prøveballon.

Nu åbner den ægte vare ved Godsbanen, og det sker igen med dygtige folk, der har stort kendskab til flaskerne på hylderne.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op
Con Maz har et stort udvalg af især tyske, franske, spanske og italienske vine.

Rasmus Brøchner har selv mange års erfaring fra vin- og spiritusbranchen, og han er samtidig en af forfatterne bag Politikens ‘Rombogen’.

“Vi er et erfarent hold fra vin- og spiritusbranchen, og vi har sommelierer ansat, som virkelig ved noget om vinen.

Con Maz betyder lidt omskrevet fra spansk ‘med mere’, og det, vi satser på, er, at vi altid vil levere en lille smule mere,” fortæller direktøren.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op
Kogebøger hos Con Maz.

Det “mere” kan både være viden fra de dygtige ansatte, men det kan også være de lækre specialiteter, som man kan få serveret i vinbaren.

Det drejer sig bl.a. om gode spanske skinker, forskellige udvalgte oste og brød.

Gode vine i øjenhøjde

Vinbaren Vecino kommer til at være Con Maz-butikkens forlængede arm, hvor man kan sætte sig både ude og inde og smage på alt, hvad mekkaet byder på.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op

Ingen af stedets flasker er transporteret fra den anden ende af verden – de er derimod alle produceret i Europa.

Vinene er særligt udvalgte og ganske unikke her i byen, for langt størstedelen af dem kan ikke fås andre steder i Aarhus.

“Konceptet er, at man kan sidde og drikke noget god vin til forholdsvis billige penge. Vi vil gerne sende folk fra vinbaren og over i butikken – og fra butikken over i vinbaren,” forklarer Rasmus Brøchner.

Bestiller du en flaske vin i baren, vil du typisk kun give 100 kroner mere, end hvad prisen er for samme flaske i butikken ved siden af – og det er altså bestemt ikke galt, skulle vi hilse at sige.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op

For Rasmus Brøchner er det vigtigt, at Con Maz og Vecino bliver usnobbede steder, hvor alle føler sig velkomne.

“For ja, vi har Bourgogne-vin, Champagne og alle mulige dyre ting, men pga. måden vi gør det på, kan man komme og nyde ret dyr vin til billigere penge. Det skal være inkluderende og åbent for alle,” fastslår han.

Kig ind til åbningen

Hvad man også kan finde på hylderne hos Con Maz, er spiritus i alverdens afskygninger og prisklasser, ligesom det også vil være muligt at købe bl.a. gode køkkenknive.

På sigt er planen, at lokalerne på Kjeld Tolstrups Gade skal lægge hus til en masse forskellige arrangementer.

“Vi kommer til at have en masse små events som fx smagninger med sjove sammensætninger.

Det kan være alt fra cherry- og skinkesmagning til at sætte tequila og ost sammen,” fortæller Rasmus Brøchner.

Åbner på nyt butikstorv: Nu slår midtbyens nye vinmekka endelig dørene op

Vinbutikken Con Maz kommer til at være åben alle hverdage 10-18 og til kl. 16 om lørdagen.

Vinbaren Vecino åbner kl. 12 mandag-lørdag. Til og med torsdag vil den typisk lukke kl. 22, mens åbningstiden er udvidet til kl. 1 fredag og lørdag.

I første omgang er der åbningsreception i butikken i dag mellem kl. 15 og 18, hvorefter vinbaren ved siden af slår dørene op.

Alle er velkomne til at svinge forbi i løbet af eftermiddagen for at se de nye lokaler med egne øjne – og selvfølgelig smage et glas vin eller to.

Hvad: Con Maz åbner vinmekka
Hvor: Kjeld Tolstrups Gade 94-102
Hvornår: Fredag d. 29. april kl. 15

Del artikel

Andre læser også