Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus

Af Line Ingwar Karlsen

Har du lidt ondt i håret i dag? På den der måde, hvor du helst ikke skal handle og lave mad men mere bare bestille noget lækkert, som bliver leveret ved døren?

Heldigvis byder Aarhus på masser af muligheder for lækkert, snasket tømmermændsmad.

Vi har samlet vores bud på alt det bedste her – og der er noget for enhver smag.

Obs; listen er udarbejdet af redaktionen og ikke sponsoreret af nogen.

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus
Foto: Burger Shack.

Burger Shack

Er der noget, der dur, når man har kigget lidt for dybt i champagneflasken dagen før, er det altså en burger. Og her kommer Burger Shack dig altid til undsætning.

Gå all in med en Double Shack med to stk. flammegrillede bøffer og to stk. cheddar – og selvfølgelig alt det andet, der hører sig til i en burger.

Husk endelig de sprøde fries on the side og selvfølgelig rigeligt med estragonmayo at dyppe i.

Hvor: Skolegade 24 og Frederiksgade 39

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus

Grillen Burgerbar

På Klosterport er Grillen Burgerbar mere end klar med førstehjælp til dine tømmermænd.

Det er ikke ligefrem valgmuligheder, der mangler, hvis man vil have en god burger i Aarhus.

Men hvis du virkelig vil have det snasket og lækkert, så er en bearnaise burger et solidt bud.

Den består udover bøf og bearnaise sauce af cheddarost, bacon, pickles, ristede løg og Grillen’s mayo.

Hvor: Klosterport 2

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus
Toast fra TOASTit

TOASTiT

En virkelig genial spise, når tømmermændene har sat ind, er toast.

Hos TOASTiT er de gået all ind på konceptet – og de har i den grad videreudviklet på den gode gamle version med toastbrød, billig skinke og plastikindpakkede osteskiver.

Her får du nemlig lækre toasts i sprøde surdejsbrød, og så kan du ellers vælge mellem alverdens sammensætninger.

Vi kan anbefale dig at prøve deres Turkey-toast, som er med bourbon- og honningmarineret kalkun, syltede rødløg, bacon, bbq-mayo, emmentaler og sprødt grønt.

Hvor: TOASTiT, Klostergade 68

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus
Bagel fra Byens Bagel.

Byens Bagel

En sprød hjemmebagt bagel fyldt til randen med dit yndlingsfyld – lyder det ikke også til at kunne noget på en dag som i dag?

I så fald skal du forbi Byens Bagel på Skt. Pauls Kirkeplads. Her bager de selv deres bagels, og det kan man altså godt smage!

Vi er især vilde med deres ‘Old School’-bagel, som vi vender tilbage til gang på gang. Den er med creme cheese med soltørrede tomater, kylling, løgkompot, rødløg, agurk, tomat, iceberg, pesto og karrydressing.

Prøv den så lige i deres chili cheddar-bagel – og tak os senere.

Hvor: Skt. Pauls Kirkeplads 7

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus
Foto: Surdejspizzeria.

Surdejspizzeria

Du går med sikkerhed heller aldrig galt i byen med en pizza – en sand klassiker når det kommer til tømmermændsmad!

Her får du en napolitansk pizza, hvor bunden er baseret på (du har nok allerede gættet det) surdej. Det giver en smagfuld bund med masser af sprødhed.

Og så er det jo bare med at vælge din favorittopping. Vi går klart med en nummer 6 ‘Salame Ventricina’ med tomatsovs, mozzerella, salami, basilikum og olivenolie.

Hvor: Frederiksgade 52

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus
Foto: De Fyrretyve Røvere.

De Fyrretyve Røvere

Røvernes pitaer er populære i hele byen, og det forstår vi i den grad godt. De er virkelig fantastiske, og vi er ret sikre på, at de også kan dulme din hovedpine.

Et friskbagt pitabrød med præcis det fyld og de dressinger, du bedst kan lide – så er der jo ikke et øje tørt.

Husk endelig at bestille friteret broccoli til. Du må ikke lade dig skræmme af ordet broccoli. Det smager virkelig genialt!

Hvor: Frederiks Allé 81 og Niels Juels Gade 57

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus

Havnens Perle

Vi slutter af med en virkelig heftig servering, som du skal forbi Havnens Perle for at få.

Her skal du nemlig prøve deres berømte bøfsandwich Görlitzer, som er serveret med hele to slags sovs: både den brune sovs og bearnaisesovs.

Du tænker måske, at bearnaisesovsen gør det hele til “too much”, men vi kan afsløre, at det gør den ikke. Den fungerer faktisk helt genialt i samspil med resten af bøfsandwichen.

Derudover indeholder den alt, hvad der hører sig til i en klassisk bøfsandwich: burgerbolle, hakkebøf, sylt samt ristede, bløde og rå løg.

Hvor: Dagmar Petersens Gade 10, 8000 Aarhus C

Ondt i håret?: Her er alt det bedste tømmermændsmad i Aarhus

Ild. Pizza

Hos Ild.Pizza står de heldigvis klar til at redde din 1. januar, så du kan komme igennem dagen på bedste vis.

Når du bestiller en Ild.Pizza den 1. januar får du nemlig en Red Bull med oven i hatten!

Så kan du forhåbentlig bedre komme lidt op i omdrejninger på årets første dag.

Prøv eventuelt en Bandwagon med bl.a. parmaskinke, pancetta (bacon) som ingredienser. Perfekt til dagen derpå.

I dagens anledning har Ild.Pizza også udvidet åbningstiderne, så du ikke behøver vente så længe med at nyde en stenovnsbagt pizza.

Hvor: P. O. Pedersens Vej 9, Skejby og Søren Frichs Vej 53, Åbyhøj

Del artikel

Andre læser også