Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Omdannelse af Vesterbro Torv: Bliver til legeplads for nye idéer

Af Line Ingwar Karlsen
Foto: Aarhus Kommune.
Foto: Aarhus Kommune.

I dag er Vesterbro Torv mest kendt for en P-plads og trafik.

Nu skal en midlertidig omdannelse i fire måneder med scene, boder og nye, grønne opholdsarealer være med til at afklare, hvad pladsen kan bruges til i fremtiden.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Forvandlingen starter i morgen

Institut for X har vundet et miniudbud om omdannelse af torvet, og allerede i morgen bliver de første byrumsmøbler, boder mv. stillet op.

Den 11. august er der velkomstfest på stedet.

Teknik og Miljø udskrev miniudbuddet for at få inspiration til, hvad der konkret og fysisk kan gøres ved torvet, hvis det skal anvendes til opholdsrum, samt for at aktivere byens mange kulturelle kræfter, der arbejder med udvikling af byens rum.

Stadsarkitekt Anne Mette Boye har siddet i den dommerkomité, som har udpeget vinderen:

”Når vi eksperimenterer med midlertidige omdannelser af vores byrum, så gør vi det for at åbne for en ny anvendelse, for en ny fortælling.

Vi ønsker at udfolde stedets potentiale, og vi har set andre steder i byen, at det kan udvikle sig til mange forskellige ting. Ved at lege kreativt med potentialer og sidde og snakke på stedet og opleve alt det nye på kroppen, får vi en mulighed for at se mulighederne,” siger hun.

Hun peger på, at Institut for X’s projekt blev valgt, fordi det – ud over at lege med mulighederne på stedet – også inddrager borgerne, sørger for events hen over periode samt kobler det med klimatilpasning.

Et nyt samlingspunkt i byen

Instituts for X’s idé er at skabe et centrum – et nyt samlingspunkt – for de omkringliggende bydelsområder, at invitere naboer og besøgende på stedet til at komme med idéer til, hvad torvet kan bruges til, samt at lave flere events hen over de næste måneder, der kan skabe liv på stedet.

Det er meningen, at lokale spisesteder kan benytte området til servering og indtagelse af mad og drikke, og derudover er der planlagt som minimum tre typer events på torvet:

  • Mindst én markedsdag, hvor lokale butikker også har mulighed for at stille boder op.
  • Afholdelse af to-tre såkaldte cinematiske dage i løbet af projektperioden, som f.eks. kan indeholde ambient yoga, dj set, dans- og bevægelsesopvisninger samt mere klassiske koncerter.
  • Mindst én event med musik og performance.

Der vil være opstillet en infobod på torvet med en postkasse, hvor alle kan komme med forslag til udnyttelse af byrummet samt til mulige events på stedet.

Der vil også være to såkaldte kultur-facilitatorer til stede på pladsen, som kan gå i dialog med naboer og forbipasserende.

”Vi har bestilt ekstra byggemateriale, så vi kan lave nyt, hvis der kommer gode idéer til brug af pladsen. Og der kan også komme flere events,” fortæller Rafael Frederik van der Schaar, der er arkitekt på projektet for Institut for X.